Sygepleje
Den kommunale sygepleje vil i samarbejde med dig vurdere dit behov for sygepleje og planlægge dit sygeplejeforløb, så det er meningsfuldt for dig.
Du vil som udgangspunkt få tilbudt sygepleje i en af kommunens sundhedsklinikker. Du kan dog også få tilbudt sygepleje via skærm eller i dit eget hjem, hvis dette er mere hensigtsmæssigt.
Det er gratis at modtage kommunal sygepleje, og der stilles sygeplejeartikler til rådighed afhængig af dit behov.
Hvordan får jeg sygepleje?
Hvis du har behov for sygepleje, kan du blive henvist af sygehuset, vagtlægen og/eller din praktiserende læge.
Du kan også selv henvende dig til den kommunale sygepleje. Indtast din adresse nedenfor og find nummeret til den kommunale sygepleje i dit område.
Sygeplejeforløb
Den kommunale sygepleje vil i samarbejde med dig vurdere dit behov for sygepleje og planlægge dit sygeplejeforløb, så det er meningsfuldt for dig.
Du får tilbudt vejledning, oplæring eller hjælpemidler, så du kan klare mest muligt selv så længe som muligt
Dit behov for sygepleje bliver løbende vurderet.
Hjælp til medicin
Hvis du skal have hjælp til medicin, skal du være opmærksom på, at dispensering af medicin som udgangspunkt foretages af apoteket i form af dosisdispensering. Du skal selv købe din medicin og sørge for, at den er til rådighed, når sygeplejen skal dispensere.
Besøgende fra en anden kommune
Hvis du er på besøg fra en anden kommune og har brug for sygepleje under dit besøg, skal du medbringe en opdateret sygeplejefaglig udredning og handlingsanvisning på indsatserne fra sygeplejen i din hjemkommune.
Som regel vil din hjemkommune tage fat i sygeplejen i Randers Kommune på dine vegne.
Samarbejde med pårørende
Den kommunale sygepleje vil meget gerne inddrage dine pårørende i samarbejdet. Dels fordi det kan bidrage til, at du får et godt sygeplejeforløb, og dels fordi at dit sygdomsforløb også kan være en stor omvæltning for dine pårørende.
Den kommunale sygepleje tilbyder vejledning og støtte til både dig og dine pårørende.
Mislighold af aftaler
Hvis du oplever mislighold af de indgåede aftaler med den kommunale sygepleje, skal du ringe og bede om at tale med lederen. Indtast din adresse ovenfor og find nummeret til den kommunale sygepleje i dit område.
Hvis sygeplejen oplever, at samarbejdet ikke fungerer, og at aftaler ikke bliver overholdt, kan du blive kontaktet af sygeplejelederen for at afklare situationen.
Aflysning af besøg
Hvis du vil flytte eller aflyse et besøg, skal vi vide det hurtigst muligt. Indtast din adresse ovenfor og find nummeret til den kommunale sygepleje i dit område, som du skal ringe til for at melde afbud.
Hvis du ikke er hjemme
Hvis du ikke har meldt afbud, og vi ikke kan træffe dig hjemme, er vi forpligtede til at være opsøgende. Det kan være ved at kontakte dine pårørende eller naboer og eventuelt ved at få adgang til din bolig ved hjælp af en låsesmed.
Hvis det viser sig, at du har glemt at aflyse besøget, skal du selv betale eventuelle udgifter til låsesmeden.