Søndre Urnebegravelsesplads

Søndre Urnebegravelsesplads indviet år 2020 i Lykkeshøj Skov, beliggende sydøst for Randers by.

Søndre Urnebegravelsesplads er på godt 2500 kvadratmeter og har plads til 900 urnegrave.

Indbyggere i Randers Kommune er sikret ret til bisættelse i urnebegravelsespladsen. Urnebegravelsespladsen er uindviet jord, hvor urner fra alle trosretninger kan blive nedsat.

Urnebegravelsespladsen er udlagt som skov, med vilde og naturlige planter.

Der er offentlig adgang til urnebegravelsespladsen, der skal selvfølgelig tilstræbes sømmelig opførsel ved færdsel på urnepladsen. Randers Kommunes kirkegårdskontor fører protokol og kort over urnebegravelsespladsen samt tilsyn i forbindelse med urnenedsættelser.

Søndre Urnebegravelsesplads ligger i Lykkeshøj Skov på Lykkeshøjvej, 8960 Randers SØ.

Find vej

Rød: Urnebegravelsespladsen - Blå: Parkering

Regler for urnegravstederne

Urnegravstedet udlægges som anonymt gravsted, der må ikke opsættes monumenter eller anden form for udsmykning, mindesmærker eller markering.

Der må ikke plantes på gravstedet, og det må ikke indrammes af planter, da alle gravstederne skal udgøre en samlet enhed. Der må ikke være anden beplantning end den for skoven naturligt forekommende.

Der kan kun nedsættes én urne i hvert gravsted.

Urnen kan ikke flyttes.

Urnegravstederne kan ikke reserveres.

Fredningsperiode og brugsret

Fredningsperioden ved urnebegravelser på Søndre Urnebegravelsesplads er 10 år.

I denne periode er der gravfred over afdøde, og gravstedet kan derfor ikke benyttes.

Brugsretten til gravstedet følger automatisk fredningsperioden og udløber altid den 31. december.

Urnegravstedet kan ikke fornys.

Før højtideligheden

Kirkegårdskontoret fastsætter hvor urnen skal nedsættes.

Det anbefales pårørende at se urnebegravelsespladsen, inden aftalen indgås.

Efter højtideligheden

Foregår højtideligheden i Nordre Kapel, lægges blomsterne langs muren overfor Afdeling O.

Foregår højtideligheden i Østre Kapel, lægges blomsterne på Mindeplænen.

Hvis højtideligheden foregår et andet sted, sørger bedemanden eller de pårørende for blomsterne.

Efter 7-14 dage fjernes blomsterne af kirkegårdspersonalet.

Bemærk, at det ikke er en mulighed at lægge blomster ved urnegravstedet i skoven.

Urnenedsættelse

Efter modtagelse af faktura kan urnenedsættelsen aftales med Kirkegårdskontoret.

Urnen kan med pårørende nedsættes i tidsrummet mandag-torsdag mellem kl. 10.00 og 14.30 og fredag mellem kl. 10.00 og 11.30.

Ønsker pårørende ikke at deltage i urnenedsættelsen, foretages denne af kirkegårdens personale.

Økonomiske forhold

Takster for ydelserne på Kirkegården fastsættes af Randers Byråd, og alle ydelser er forudbetalt.

Betaling sker for hele den erhvervede periode.

Kontakt Kirkegårdskontoret

Kontakt Krematoriet