Forstå din bidragsbillet
Når du får din bidragsbillet, så kan det måske være lidt svært at se, hvad de forskellige gebyrer dækker over.
Der er flere gebyrer på bidragsbilletten, der alle har noget med affald at gøre. Nogle af dem kan du selv påvirke ved at ændre sammensætningen af beholdere - andre er faste og kan ikke ændres.
Restaffald
Gebyr for afhentning, håndtering og forbrænding af restaffaldet. Dette er den dyreste type affald at komme af med, så hvis ikke du fylder din beholder til restaffald, kan der være penge at spare ved at vælge en mindre beholder eller tømning hver 14. dag i stedet for hver uge.
Fra 1. januar 2025 bliver det ikke længere muligt at få tømt beholderen til restaffald hver uge på 2-hjulede beholdere.
Den billigste løsning er en dobbeltbeholder til restaffald og madaffald, der bliver tømt hver 14. dag. Og står den i skel, bliver det endnu billigere.
Madaffald
Håndteringen af madaffald har også sit eget gebyr. Det skyldes nye, nationale retningslinjer og er bl.a. med til at gøre det tydeligere, præcis hvad det koster at komme af med madaffaldet. Har du en 140 liters beholder til madaffald, kan det måske godt betale sig at skifte den til en dobbeltbeholder, da det ikke er sikkert, det er den billigste løsning for dig længere.
Efter vi har sorteret plastikposer og andre urenheder fra, bliver madaffaldet lavet til energi og varme.
Indsamling af genbrug mv.
Gebyret dækker over indsamling, sortering og afsætning af genbrugsmaterialer, storskrald og farligt affald. Her er gebyret fast, og afhænger ikke af, hvor stor en beholder du har stående. Man kan heller ikke blive fritaget, selvom man ikke bruger alle ordningerne under gebyret.
Genbrugspladser
Vi er alle med til at betale for driften af genbrugspladserne. De er en vigtig del af vores affaldshåndtering og sikrer, at mange materialer kan sælges til genanvendelse. Man kan ikke blive fritaget for at betale, selvom man ikke selv bruger genbrugspladserne.
Ekspeditionsgebyr
Har du lavet ændringer i dine ordninger eller skiftet beholdere i løbet af året, så er det her prisen for ændringerne står.
Reguleringer
Har du foretaget ændringer i beholderstørrelse eller ændret tømmefrekvens i november 2023 eller senere, vil ændringerne ikke fremgå af bidragsbilletten for 2024. Reguleringen vil blive opgjort særskilt på en 3. rate som forventes udsendt ultimo 2024.
Årsagen til at der er ændret i fremgangsmåden skyldes nye regler omkring reguleringer på den tidligere skattebillet, da ejendomsskat nu opkræves via Skat. Det er således ikke længere muligt for os at lave ændringer på bidragsbilletten i løbet af året.
Ejeren af en ejendom pr. 1. januar betaler for hele året og vil blive opkrævet begge rater. Ved et salg af en ejendom skal refusion ordnes mellem de handlende eller gennem ejendomsmægler. Ændringer der koster ekstra eller giver tilbagebetaling kommer med i reguleringen sidst på året og tilfalder ejeren på tidspunktet for ændringen.