Restaffald

Restaffald er det affald du kommer i skraldeposen, når du har sorteret alt fra til madaffald, genanvendelse og til genbrug.

Restaffaldet er typisk fyldte støvsugerposer, chips- og kaffeposer, brugte bind og bleer, cigaretskod, opfej, vatpinde og vatrondeller fra badeværelset og lignende. Husk at batterier og kemikalier skal sorteres fra og afleveres som miljøfarligt affald. Med den lille nemme sorteringsguide til køleskabet får du hurtigt et overblik over, hvad der skal i hvilken skraldespand. Den kan være en fin hjælp til alle i husstanden.

Lad være med at overfylde

Låg på affaldsbeholdere og containere skal kunne lukkes - så undgå at overfylde.

Vi anbefaler altid dobbeltbeholderne, og jo bedre du er til at sortere madaffald og affald til genbrug og genanvendelse fra, jo mindre kapacitet eller tømmefrekvens får du brug for.

Er du god til at sortere, jo bedre plads får du til dit forskellige slags affald. Det er faktisk nemt, når du først er kommet i gang.

Nej, det bliver ikke blandet!

Vi hører ofte borgere sige, at det kan være lige meget med at sortere, for 'I blander det alligevel sammen'. Nej, det gør vi ikke! Det som borgerne har sorteret, bliver aldrig blandet sammen. Tværtimod bliver det ofte sorteret i endnu flere fraktioner. For eksempel din emballagebeholder, der håndsorteres i affaldstyperne glas, hård plast og metal.