Tilskud til fritidsaktiviteter
Godkendte folkeoplysende foreninger kan søge tilskud til medlemmer. Økonomisk trængte familier kan også søge om tilskud til kontingent, udstyr og lejre.
Hent gratis brugt idrætstøj i Genbrugssport
Du kan hente gratis brugt idrætstøj og sportsudstyr i sportsskabet "Genbrugssport" i Bysekretariatet i Randers. Der er tale om brugte ting som eksempelvis fodboldshorts, idrætssko og løbebluser. Det er alt sammen donerede eller glemte og uafhentede ting fra kommunens idrætshaller.
Har du noget sportsudstyr, du vil af med?
Har du selv idrætstøj og sportsudstyr, du ikke bruger mere er "Genbrugssport" også en mulighed for at komme af med dette. Vi mangler typisk gymnastiktøj til piger, svømmedragter, ridetøj, svømmebriller, badmintonketchere, fodboldstøvler og benskinner til fodbold. Aflever det i Bysekretariatet.
Medlemstilskud (til foreninger)
Randers Kommune giver tilskud til foreninger for aktive medlemmer i aldersgruppen 0 - 24 år, det vil sige til medlemmer, som har mulighed for at deltage aktivt i mindst 20 planlagte aktivitetsgange fordelt over mindst 5 måneder pr. år. Aktiviteterne skal tilpasses medlemmernes alderstrin.
Typisk ligger et medlemstilskud årligt på omkring 130 kr. pr. medlem dog højst et beløb svarende til medlemmets egen deltagerbetaling.
Ved familiemedlemsskaber fordeles kontingentbetalingen ligeligt på alle indmeldte deltagere fra den enkelte familie.
Medlemstallet opgøres 1. januar og medlemmerne skal have været medlem i mindst 3 måneder i året før.
Økonomisk tilskud til udsatte familier
Der er økonomisk støtte at hente til børn og unge, hvor familien ikke har råd til fritidstilbud. Du kan her få et overblik over de forskellige muligheder og kriterier.