Rehabiliteringsteam
Rehabiliteringsteamet behandler din sag, hvis jobcentret vurderer, at din arbejdsevne ikke aktuelt kan udvikles alene via beskæftigelsesrettede tilbud.
Jobcenter Randers kan vurdere, at der er behov for, at din sag bliver behandlet i Rehabiliteringsteamet. Det sker hvis jobcenteret vurderer, at din evne til at arbejde ikke aktuelt kan udvikles alene via beskæftigelsesrettede tilbud.
I Rehabiliteringsteamet vurderes din aktuelle arbejdsevne og dine muligheder for udvikling.
Du og din sagsbehandler deltager på mødet. Målet er at få lagt en plan, som kan hjælpe dig til at komme i job eller uddannelse.
Om Rehabiliteringsteamet
Rehabiliteringsteamets består af repræsentanter fra forskellige områder:
- Jobcentret – repræsentant fra beskæftigelsesområdet
- Socialområdet – repræsentant fra det sociale området
- Sundhed og Omsorg – repræsentant fra sundhedsområdet
- Repræsentant fra Ungdommens Uddannelsesvejledning (Hvis du er under 30 år og ikke har en kompetencegivende uddannelse)
- Sundhedskoordinator fra Regionens Kliniske funktion – en læge
- Andre relevante samarbejdspartnere efter aftale med dig
- En referent, som skriver indstilling og referat af mødet.
Andre relevante samarbejdspartnere kan være mestringsvejleder, kontaktperson i lokalpsykiatrien, misbrugsbehandler, familiebehandler, din læge mv.
Inden mødet med Rehabiliteringsteamet vil din sagsbehandler orientere dig om, hvordan mødet foregår og om de indstillinger, som teamet kan komme med. Desuden vil du blive informeret om den lovgivning, der gælder på området, og som danner grundlag for de enkelte indstillinger.
Inden mødet med Rehabiliteringsteamet
Når jobcenteret har vurderet, at det er nødvendigt med et møde i Rehabiliteringsteamet, skal du og din sagsbehandler inden mødet beskrive og belyse din sag.
Du skal sammen med din sagsbehandler udarbejde en forberedende rehabiliteringsplan, hvor der er fokus på nedenstående punkter:
- Uddannelser og job du har haft tidligere - herunder gode og mindre gode erfaringer derfra og kompetencer du har herfra.
- Dine ønsker for fremtiden i forhold til job og uddannelse, og hvad du synes, der skal til for, at disse ønsker bliver opfyldt.
- Dine styrker og interesser - både personlige, sociale og netværksmæssige
- Dine udfordringer – både i det daglige, i forhold til dine sociale forhold, der kan have indflydelse på din fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Dit helbred: Hvordan du ser dit helbred, hvilke udfordringer helbredet giver dig i det daglige og i forhold til tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Hvad synes du, der skal være fokus på at arbejde med, når der er tale om dit helbred.
- Tidligere tilbud fra kommunen: Hvad har du tidligere været i gang med, og hvilke erfaringer har der været.
I forbindelse med forberedelse af din sag til Rehabiliteringsteamet, skal din sagsbehandler indhente en attest fra din læge – en Lægeattest til Rehabiliteringsteam. Denne attest udarbejder din læge på baggrund af samtale med dig og sit kendskab til din helbredssituation og -historik.
Når du og din sagsbehandler har materialet klar, sendes din sag med alle relevante oplysninger til Rehabiliteringsteamet, og du bliver indkaldt til møde snarest muligt. Du er selv bekendt med det materiale, som Rehabiliteringstemaet modtager.
Selve mødet med Rehabiliteringsteamet
Mødet med Rehabiliteringsteamet er en samtale om, hvordan du kan komme i gang med at arbejde eller uddanne dig med udgangspunkt i dine styrker. Samtalen tager udgangspunkt i de sagsoplysninger, der er sendt til Rehabiliteringsteamet.
Både du og din sagsbehandler deltager aktivt i mødet og bidrager med alle de oplysninger, som I vurderer, er relevante for Rehabiliteringsteamet at have kendskab til.
Du er desuden altid velkommen til at have en bisidder eller partsrepræsentant med til mødet. Hvis du ikke taler og forstår dansk, vil din sagsbehandler sørge for, at der er en tolk med til mødet.
Efter mødet vil Rehabiliteringsteamet gøre klar til at afgive en mundtlig indstilling. Nogle gange kan der være brug for en pause, hvor teamet samler op på oplysningerne i din sag for at sikre en kvalificeret og korrekt indstilling.
Rehabiliteringsteamet kan komme med indstilling til
Indstillingen fra Rehabiliteringstemaet sendes til dig og til Jobcenter Randers. Det er jobcenteret, der træffer afgørelse på baggrund af indstillingen. Før der træffes afgørelse, skal Jobcenteret lave en partshøring.
Partshøringen kan foretages på to måder:
- En mundtlig partshøring efter mødet. Det betyder, at din sagsbehandler vil spørge dig, om du er enig i indstillingen og om du eventuelt har bemærkninger til indstillingen.
- En skriftlig partshøring. Såfremt du ønsker en skriftlig partshøring, vil den blive foretaget efter indstillingen er sendt til Jobcenter Randers.
Der er mulighed for, at indstillingen bliver sendt til din læge, hvis du ønsker dette.
Efter mødet med Rehabiliteringsteamet
På selve mødet i Rehabiliteringsteamet fik du mundtlig besked om indstillingen. Desuden udarbejdes en skriftlig indstilling, som sendes til din sagsbehandler. Din sagsbehandler vil sende en kopi til dig.
Det er jobcenteret, der træffer den endelige afgørelse på baggrund af indstillingen fra Rehabiliteringsteamet, sagens oplysninger og partshøringen af dig.
Efter partshøringen vil du modtage et afgørelsesbrev, og din sagsbehandler vil desuden vejlede dig nærmere om det efterfølgende forløb.
Kontakt Jobcenter Randers
Lovgrundlag
Rehabiliteringsteamet
Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv.
Rehabiliteringsplanen
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Ressourceforløb
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Fleksjob
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats