Aktivitetsparat på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse

Dine pligter som aktivitetsparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse- eller overgangsydelse.

Hvis du er nytilkommet til den kommune, du er visiteret til, bliver du anset for jobparat i de første 3 måneder, medmindre det er åbenbart, at du ikke er i stand til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud efter integrationsloven. Såfremt kommunen herefter vurderer, at du er aktivitetsparat, skal jobcenteret hjælpe dig med at blive klar til at tage et arbejde, der tager hensyn til dine udfordringer. Du bliver anset som jobparat de første 3 måneder efter at kommunen har overtaget ansvaret for dig, med mindre det er åbenbart, at du ikke er i stand til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud i form af virksomhedspraktik eller løntilskud. Hvis du herefter bliver erklæret aktivitetsparat, har jobcenteret vurderet, at du ikke er i stand til at påtage dig et ordinært job, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for tre måneder. Jobcenteret vil i samarbejde med dig hjælpe dig med at komme ind på arbejdsmarkedet eller ud i en indsats, der kan bringe dig tættere på arbejdsmarkedet. Det sker via selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet, som dels består af danskuddannelse, dels af beskæftigelsesrettede tilbud i form af vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud efter integrationsloven. Herunder vil jobcenteret give dig råd og vejledning om, hvordan du kan komme i arbejde. Deltagelse i danskundervisning er et tilbud og er dermed en betingelse for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet på linje med at møde på jobcenteret, jobsøgning m.v.

Det er derfor vigtigt, at du møder til alle de samtaler – kaldet jobsamtaler, som jobcenteret indkalder til, eller som du selv har booket. Du skal også deltage i de tilbud og aktiviteter, som jobcenteret giver dig. Hvis du ikke møder op til samtaler eller ikke vil deltage i programmet, som jobcenteret giver dig, herunder danskundervisning, får det betydning for din hjælp, medmindre du har en rimelig grund.

Du skal huske at tjekke din post dagligt. Du skal også løbende orientere dig i din kontrakt og i "Min Plan" på Jobnet, hvis kommunen anvender "Min Plan" ved udarbejdelsen af og opfølgningen på din kontrakt. Hvis du er tilmeldt den offentlige digitale postløsning, Digital Post, skal du også dagligt tjekke din digitale post.

Du kan tilmelde dig NemSMS på Borger.dk, som er en service til dig, der kan hjælpe dig med at huske dine aftaler med det offentlige, f.eks. at du skal møde til en samtale eller i et tilbud, som jobcenteret har givet dig. Selv om du har tilmeldt dig NemSMS, er det dit eget ansvar at holde dig orienteret om dine aftaler med jobcenteret, herunder din frist for at booke en samtale med jobcenteret. Senest ved din første jobsamtale vejleder kommunen dig om dine rettigheder og pligter i forhold til programmet. Denne vejledning fortæller, hvordan du skal leve op til reglerne om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

1. Dine pligter

Lov om aktiv socialpolitik § 13 og integrationsloven § 16, stk. 5

1.1. Aktiv medvirken

Du skal udnytte dine arbejdsmuligheder ved at deltage i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, hvor der vil være taget hensyn til, at du er aktivitetsparat.

Du skal registrere cv-oplysninger på Jobnet, medmindre jobcenteret har undtaget dig fra dette krav. Det skal du gøre, for at der sættes fokus på dine erfaringer og kvalifikationer i forhold til mulighederne for at komme i job. Cv-oplysningerne kan gøres søgbare for arbejdsgivere, hvis det giver mening for dig.

Du skal tage imod de job, som kommunen eventuelt henviser dig til, samt gå til eventuelle jobsamtaler hos arbejdsgivere.

1.2. Samtaler

Du skal udnytte dine arbejdsmuligheder ved at deltage i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, hvor der vil være taget hensyn til, at du er aktivitetsparat. Du skal registrere cv-oplysninger på Jobnet, medmindre jobcenteret har undtaget dig fra dette krav. Det skal du gøre, for at der sættes fokus på dine erfaringer og kvalifikationer i forhold til mulighederne for at komme i job. Cv-oplysningerne kan gøres søgbare for arbejdsgivere, hvis det giver mening for dig. Du skal tage imod de job, som kommunen eventuelt henviser dig til, samt gå til eventuelle jobsamtaler hos arbejdsgivere.

1.3. Tilbud

Du skal tage imod de tilbud og aktiviteter m.v. under programmet, som du får, og som er tilpasset din konkrete situation, så der tages hensyn til f.eks. helbredsmæssige udfordringer. Tilbuddet kan styrke din arbejdsevne og kvalifikationer og dermed give dig bedre muligheder for at komme i job. Ud over danskuddannelse kan der være tale om korte jobrettede kurser, virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats eller vejlednings- og opkvalificeringsforløb. Du har pligt til at deltage i de tilbud, som du får, og du skal møde som aftalt.

1.4. Sygemelding

Lov om aktiv socialpolitik § 35, stk. 8

Hvis du er syg og derfor er forhindret i at møde til et tilbud under programmet, en jobsamtale eller andre samtaler hos jobcenteret m.v., som jobcenteret har givet dig, skal du meddele sygdom på den måde, som jobcenteret har bestemt, f.eks. at du skal give telefonisk besked til en bestemt medarbejder eller et bestemt telefonnummer i kommunen inden et bestemt tidspunkt. Det betyder, at du ikke kan nøjes med at sygemelde dig via sygemeldingsfunktionen i Jobnet, medmindre jobcenteret har givet dig besked om at sygemelde dig på den måde.

Fravær fra danskundervisning meldes til sprogskolen. Jobcenteret modtager oplysninger herom fra sprogskolen.

2. Sanktioner – konsekvenser hvis du ikke lever op til dine pligter

Hvis du ikke overholder dine pligter til at stå til rådighed og ikke har en rimelig grund til dette, træffer kommunen afgørelse om en sanktion. Det betyder, at der vil ske fradrag i eller nedsættelse af din ydelse. Det er kommunen, der vurderer, om du har en rimelig grund til ikke at overholde dine pligter, og kommunen vil foretage en konkret vurdering fra gang til gang med udgangspunkt i din situation.

2.1. Aktiv medvirken

Lov om aktiv socialpolitik §§ 39-40

Du får nedsat ydelsen med 3 gange sanktionssatsen, hvis du

  • uden rimelig grund ophører med dit arbejde eller din ansættelse med løntilskud
  • uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde
  • undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller arbejdsgiveren på den måde, som jobcenteret har bestemt, når du skal møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver.

2.2. Samtaler

Lov om aktiv socialpolitik § 37 og §§ 39-40

Du får fradrag i din ydelse, hvis du uden rimelig grund

  • udebliver fra en jobsamtale, herunder en jobsamtale som led i sygeopfølgning
  • udebliver fra et møde i rehabiliteringsteamet
  • udebliver fra en rådighedsvurdering i jobcenteret
  • udebliver fra en samtale hos en anden aktør.

Kommunen foretager fradrag i din ydelse med en sanktionssats for hver dag, du udebliver fra en jobsamtale eller en rådighedsvurdering i jobcenteret, et møde i rehabiliteringsteamet m.v., og indtil du kontakter jobcenteret igen. Du kan således igen få selvforsørgelses- og hjemrejseydelses- eller overgangsydelse ved at kontakte jobcenteret.

Du får fradrag i ydelsen for den dag, hvor samtalen, mødet m.v. skulle have fundet sted, hvis du kontakter jobcenteret for sent samme dag eller dagen efter.

Du får nedsat ydelse med 3 gange sanktionssatsen, hvis du uden rimelig grund undlader at give meddelelse om sygdom til kommunen på den måde, som jobcenteret har bestemt, når du er indkaldt til jobsamtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

2.3. Tilbud

Lov om aktiv socialpolitik § 36 og §§ 39-40

Du får fradrag i din ydelse, hvis du uden rimelig grund udebliver fra danskuddannelse, et tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder tilbud eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

Kommunen foretager fradrag for det antal dage, hvor du er udeblevet helt eller delvist. Det betyder, at kommunen også foretager fradrag, hvis du udebliver fra tilbuddet en del af dagen. Du kan igen få selvforsørgelse- og hjemrejseydelse- eller overgangsydelse, når du opfylder din pligt til at deltage i de tilbud og aktiviteter, du har aftalt med dit jobcenter.

Du får nedsat ydelsen med 3 gange sanktionssatsen, hvis du

  • uden rimelig grund afviser at deltage i danskuddannelse, et af programmets andre tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning eller gentagne gange udebliver herfra i et omfang, der kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet
  • uden rimelig grund ophører i din ansættelse med løntilskud
  • undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller arbejdsgiveren på den måde, som jobcenteret har bestemt, når du har fået et tilbud
  • uden rimelig grund ophører i uddannelse, du er begyndt på som følge af et uddannelsespålæg eller der er påbegyndt som led i et tilbud eller ikke overholder fristerne i dit uddannelsespålæg.

2.4. Satser for sanktioner pr. dag for fravær fra samtaler og tilbud, 2023

Månedlig ydelsessats i kr.

Sanktionssats i kr.

Under 5.751

200

5.751-10.144

400

10.144-13.803

650

Over 13.803

750

3. Skærpet rådighedssanktion

Lov om aktiv socialpolitik § 40 a

Kommunen kan træffe afgørelse om, at du mister retten til ydelse i en periode på op til 3 måneder, hvis du tidligere har fået en afgørelse om en sanktion, og du igen uden rimelig grund ikke opfylder din pligt til at stå til rådighed. Du får sanktionen, hvis kommunen vurderer, at du ikke ønsker at arbejde, deltage i tilbud m.v. Samtidig med afgørelsen får du at vide, hvor du skal møde op for at få udbetalt din ydelse. Du vil kun få ydelse for de dage, hvor du møder op og deltager i de aktiviteter, kommunen beder dig om. Kommunen skal i sin afgørelse oplyse, i hvor lang tid din ydelse ophører. Ydelsen vil blive udbetalt som et månedligt beløb bagud for en måned.

Hvis du i en hel kalendermåned udebliver fra de aktiviteter, som kommunen har givet dig, så ophører udbetaling af ydelse helt, og din sag lukkes. Du vil igen kunne få en ydelse, hvis du søger om det og i øvrigt opfylder betingelserne, herunder pligten til at stå til rådighed.

Hvis du er gift, skal kommunen samtidig med afgørelsen om, at din hjælp ophører, også træffe afgørelse om, at hjælpen til din ægtefælle ophører, og at din ægtefælles sag lukkes. Din ægtefælle vil ligeledes igen kunne få ydelse, hvis du søger om at få udbetalt en ydelse og i øvrigt opfylder betingelserne, herunder pligten til at stå til rådighed.

4. Rimelige grunde til ikke at stå til rådighed

Lov om aktiv socialpolitik § 13, stk. 7 og 8 og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 15 samt § 35, stk. 7

Jobcenteret skal give dig en indsats, som du har mulighed for at deltage i, og som er rimelig i forhold til f.eks. dit helbred. Derved får du fra starten en indsats, som du har forudsætninger for og pligt til at deltage i.

I perioden efter, at du har fået et tilbud, er indkaldt til jobsamtale m.v., kan der opstå en situation, hvor du får en såkaldt rimelig grund til ikke at deltage i tilbuddet eller ikke at møde frem til jobsamtalen. Det er kommunen, der vurderer, om du har en rimelig grund til ikke at deltage, og kommunen vil tage udgangspunkt i din konkrete situation. Kommunen lægger ved vurderingen bl.a. vægt på, om der opstår forhold, som medfører, at du har en rimelig grund til ikke at deltage, f.eks. egen sygdom, at du er nødt til at passe dine børn, og der ikke findes anden pasningsmulighed, begravelse eller andre særlige forhold, som kommunen ikke kunne tage højde for på det tidspunkt, hvor du fik tilbuddet, eller blev indkaldt til jobsamtalen m.v.

Når du er aktivitetsparat, skal kommunen altid foretage en konkret vurdering af, om der er andre forhold, der kan begrunde, at du ikke har pligt til at stå til rådighed. F.eks. kan alvorlige psykiske lidelser, hjemløshed eller misbrugsproblemer efter kommunens vurdering betyde, at du ikke skal have en sanktion, selv om du ikke har stået til rådighed. Hvis kommunen vurderer, at en sanktion ikke vil fremme din rådighed, skal du ikke have en sanktion.

Før kommunen træffer afgørelse om en sanktion, skal kommunen have forsøgt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med dig. Det betyder, at kommunen skal forsøge at komme i dialog med dig eller en anden person, som du har samtykket til, kan kontaktes. På den måde kan kommunen få oplysning om årsagen til, at du f.eks. udeblev fra et tilbud, så kommunen kan vurdere, om der var en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

5. Klagemulighed

Lov om aktiv socialpolitik § 98 og integrationsloven § 53, stk. 2

Hvis du vil klage over en afgørelse fra kommunen, skal du gøre det inden 4 uger, fra afgørelsen er kommet frem til dig. Du skal klage til kommunen, som vurderer sagen igen. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen.

6. Regler

Reglerne om rådighed og sanktioner fremgår af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven og af bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp som aktivitetsparate

Reglerne kan findes på Retsinformation.dk.