Dine styrker i fokus
Et tilbud til dig der er dagpengemodtager, sygedagpengemodtager eller jobparat kontanthjælpsmodtager og har fysiske og/eller psykiske udfordringer, som begrænser dig i forhold til job- og uddannelsesmuligheder.
Hvem kan deltage?
- Har du fysiske og/eller psykiske udfordringer, der skal tages hensyn til i et job eller under uddannelse?
- Har du fysiske og/eller psykiske udfordringer, der hindrer dig i at komme i job eller uddannelse?
- Har du behov for hjælpemidler for at kunne varetage et job og/eller en uddannelse?
- Har du et kontaktforløb ved jobcentret som dagpengemodtager eller jobparat kontanthjælpsmodtager?
Så har du mulighed for at deltage i et tilbud, som netop har fokus på at hjælpe dig med at få tilknytning til arbejdsmarkedet eller komme i uddannelse.
Hvad går det ud på?
Du vil blive tilknyttet en personlig jobformidler/vejleder, som sammen med dig vil:
- Kortlægge hvilke arbejdsfunktioner og–opgaver, der passer dig
- Lægge en konkret plan for, hvordan du når dine job– og uddannelsesmål
- Skabe kontakt til virksomheder
- Matche dig til konkrete jobs.
Din personlige jobformidler/vejleder tilbyder også at:
- Deltage i jobsamtaler sammen med dig, hvis du ønsker dette
- Skabe kontakt til jobcentrets handicapkonsulent, som kan vurdere, om du har behov for kompenserende støtteordninger for at kunne varetage et job eller gennemføre en uddannelse
- Følge dig i en periode efter en eventuel ansættelse/opstart på uddannelse.
Du kan vælge mellem:
- Gruppeforløb
- Individuelt forløb
- Efterværn.
Alle tre tilbud er af 10 ugers varighed med fremmøde en gang om ugen.
Hvordan kommer jeg med?
- I første omgang skal du sammen med din sagsbehandler/jobkonsulent udfylde et opsporingsskema. Skemaet indeholder nogle spørgsmål om dine udfordringer, og hvordan du oplever dem som begrænsninger i forhold til job– og uddannelsesmuligheder.
- Herefter vurderer du sammen med din sagsbehandler/jobkonsulent, om et af de tre tilbud giver mening for dig. Hvis I bliver enige om, at det giver god mening for dig, vil du blive inviteret til en visitationssamtale hos den personlige jobformidler/vejleder.
- Den personlige jobformidler/vejleder vil, på baggrund af en dialog med dig, vurdere, om du skal tilbydes et af de tre tilbud for at nå dine job/uddannelsesmål.
Hvad sker der efter visitationssamtalen?
Den personlige jobformidler/vejleder vil sende dig en invitation til opstart i dit tilbud indeholdende opstartsdato og andre praktiske informationer.
Du vil efterfølgende være i løbende kontakt med den personlige jobformidler/vejleder.
Gruppeforløb, individuelt forløb og efterværn
Dit tilbud vil løbe over 10 uger med fremmøde/telefon/e-mail en gang om ugen i Individuelt forløb og Efterværn. Tidspunktet aftales individuelt fra gang til gang. Følger du et Gruppeforløb, er der fremmøde en gang om ugen på fredage fra klokken 09.00-12.00.
Når du takker ja til at deltage i et af de tre tilbud, forpligter du dig til at deltage i alle 10 uger. I dit tilbud kommer du til at arbejde med:
- Dine kompetencer
- Dine ressourcer
- Dine styrker
- Dine udfordringer set i forhold til din funktionsnedsættelse
- Kompenserende handicapordninger
- Jobmatch.