Jordflytning
Skal du flytte uforurenet jord, der ikke stammer fra kortlagte arealer, offentlig vej eller arealer i byzone, må du flytte det uden anmeldelse.
Ejere og brugere af fast ejendom skal straks underrette kommunen, hvis de forårsager eller konstaterer forurening af jord eller undergrund på ejendommen. Endvidere gælder at arbejdet skal standses, hvis man under bygge- og jordarbejde på en grund, støder på forurening, som ikke er kendt i forvejen. Herefter skal kommunen underrettes for afgørelse om videre tiltag vedrørende forureningen.
Anmeldepligtig jordflytning skal anmeldes på skemaet: Anmeldelse af jordflytning
Anmeldeskemaet skal udfyldes og sendes til:
Udvikling, Miljø og Teknik, Miljøgruppen
Laksetorvet
8900 Randers C
Eller via e-mail: jord@randers.dk
Skemaet kan også rekvireres hos Udvikling, Miljø og Teknik, Miljøgruppen, Laksetorvet, 8900 Randers C.
Opgravning og flytning af nedenstående jordtyper skal anmeldes til kommunen:
- Forurenet jord
- Jord fra en ejendom eller del af en ejendom, der er kortlagt på vidensniveau 1 eller 2 efter jordforureningsloven
- Jord fra offentlig vej
- Jord fra et areal, der er områdeklassificeret som lettere forurenet jord
- Jord fra areal der er udgået inden eller af kortlægning
- Jord fra modtageanlæg for jord/jordrensningsanlæg.
Små jordpartier, op til 1 m3 kan afleveres til godkendt modtageanlæg uden anmeldelse, medmindre jorden kommer fra et kortlagt areal, eller er synligt eller lugtbart forurenet. Se en oversigt over godkendte modtagepladser i Randers Kommune.
Jorden fra et områdeklassificeret område vil som udgangspunkt være lettere forurenet. Hvis din grund ligger i et område, som er områdeklassificeret, betyder det, at du har pligt til at anmelde flytning af jord fra grunden, og at jordens forureningsgrad skal dokumenteres ved analyse.
Hvis anmelderen ikke selv har angivet et godkendt modtageranlæg, vil Randers Kommune anvise bortskaffelsesmuligheder for jorden. Først når det godkendte anmeldeskema er modtaget retur fra Udvikling, Miljø og Teknik, kan jorden flyttes.
Uforurenet jord, der ikke stammer fra kortlagte arealer, offentlig vej eller arealer i byzone, må flyttes uden anmeldelse.
Jord karakteriseres som uforurenet når indholdet af forurenende stoffer ikke overstiger Miljøstyrelsens gældende kvalitetskriterier for jord. Kvalitetskriterierne kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Som udgangspunkt er der fri anvendelse af ren jord og bortskaffelse skal ikke godkendes efter miljøloven eller lov om forurenet jord. Uforurenet jord kan imidlertid ikke anvendes frit i alle sammenhænge. Der er generelt forbud mod tilførsel af jord til råstofgrave, enkelte kan have tilladelse til tilførsel af ren jord. Yderligere oplysninger herom kan hentes på Region Midtjyllands hjemmeside.
Udlægning af "ren" jord kan endvidere være i strid med Naturbeskyttelsesloven og/eller Planloven. Det kan f.eks. være, hvis du vil terrænregulere eller hvis udlægningsarealet er registreret som beskyttet natur eller er omfattet af andre fredninger eller beskyttelseslinjer.
Jorden fra et områdeklassificeret område vil som udgangspunkt være lettere forurenet. Hvis din grund ligger i et område, som er områdeklassificeret, betyder det, at du har pligt til at anmelde flytning af jord fra grunden, og at jordens forureningsgrad skal dokumenteres ved analyse.
Kravet om anmeldelse af jordflytninger er fastlagt i jordforureningsloven. De nærmere regler om anmeldelsen fremgår af Jordflytningsbekendtgørelsen.
Jordflytningsbekendtgørelsen om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord. Jordflytnings-bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i jordforureningsloven og dækker derfor kun jord, der er omfattet af jordforureningsloven.
Jordforureningsloven om forurenet jord. Jordforureningsloven undtager generelt jord, der er påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v. Jord forurenet med slam, gødning og pesticider, vil således kun være omfattet af jordforureningsloven, hvis der er tale om punktkildelignende forureninger.
Miljøbeskyttelsesloven om miljøbeskyttelse. En stor del af den jord der flyttes vil, udover at være omfattet af jordforureningsloven, også være omfattet af miljøbeskyttelseslovens regler om affald.
Pr. 1 januar 2021 er der udstedt en ny bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører. Ifølge bekendtgørelsens § 18 stk. 5 skal byrådet fastsætte og opkræve gebyr for flytning af jord, som er erhvervsaffald.
Gebyret dækker kommunens omkostninger i forbindelse med anmeldelse og dokumentation ved flytning af jord, som er erhvervsaffald, og er differentieret, så det afspejler tidsforbruget ved den enkelte anmeldelse. Gebyret reguleres hvert år i forbindelse med byrådets budgetvedtagelse.
Randers Byråd har godkendt følgende takster for jordflytning der er erhvervsaffald for 2024:
- Opstartsgebyr pr. anmeldelse: 185,00 kr. som omfatter oprettelse af sag, journalisering, fakturering mv.
- Gebyr for konkret sagsbehandling, beregnet som medgået tid pr. påbegyndt kvarter, med en timetakst på kr. 527,00 kr.
Gebyret træder i kraft pr. 1. januar 2024.
Faktureringen af gebyret sker ved udgangen af måneden, hvor kommunen har anvist jorden. Forfaldsdato er 30 dage fra fakturadato. Fakturaen bliver sendt til e-Boks. Bliver der ikke betalt til tiden vil der blive opkrævet et gebyr jf. lov om morarenter og gebyr.
Gebyret er ikke omfattet af lov om merværdiafgift og ej heller af momsloven.
Formålet med dette regulativ er at fastsætte regler for håndtering af jord, som er affald, fra alle borgere, grundejere og virksomheder i Randers Kommune med henblik på at forebygge forurening, uhygiejniske forhold for miljø og mennesker samt at begrænse ressourceanvendelsen ved at fremme genanvendelse af jord som er affald.
Formålet er endvidere at fastsætte regler om de kommunale ordninger for jord, som er affald, herunder ordningernes omfang og tilrettelæggelse m.v., jf. miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 4, med henblik på at etablere og skabe rammerne for velfungerende kommunale ordninger.
Yderligere information og vejledning kan fås ved henvendelse til Udvikling, Miljø og Teknik på e-mail jord@randers.dk.