Registerindsigt
Du har som hovedregel ret til at få at vide, hvad der står om dig i et offentligt register.
Som borger i Danmark er du registreret forskellige steder. Dette kan fx være i:
- CPR-registret
- Personregistret
- Indkomstregistret
Du skal henvende dig til den myndighed, der har registreret dine personoplysninger. I helt særlige tilfælde kan den offentlige myndighed (fx af hensyn til offentlige eller private interesser) dog nægte at give dig oplysningerne. Nogle steder kan du logge ind med MitID og se oplysningerne. Andre steder skal du selv spørge efter oplysningerne (anmode om indsigt).
Der er en lang række oplysninger om hver enkelt borger i CPR-registret, som kommer fra forskellige myndigheder. Oplysningerne er knyttet til personnummeret.
De oplysninger, som registreres om dig i CPR-registret som borger, er:
- navn, adresse, evt. stilling og civilstand (fx gift, ugift, fraskilt, enke, enkemand, registreret partner, tidligere registreret partner)
- fødselsregistreringsoplysninger (fx oplysninger om fødselssted)
- statsborgerskab eller evt. andet
- slægtskab (fx oplysninger om forældre og forældremyndighed)
- forhold til folkekirken (fx medlem, eller tidligere medlem)
- evt. oplysninger om umyndighed
- evt. oplysninger om beskyttelse (fx navne- og adressebeskyttelse).
Du har ret til at få at vide, hvilke oplysninger der er registreret i CPR om dig. Du kan også se, hvilke oplysninger der er registreret om børn, du har forældremyndigheden over.
CPR om behandlingen af dine personoplysninger
Ændre oplysninger i CPR
Hvis du mener, nogle af oplysningerne skal ændres, skal du ikke henvende dig til CPR, men til den relevante myndighed, fx kommunen.
Oplysninger, som præsenteres i Personregistret, er dels oplysninger fra CPR, dels oplysninger om kirkelige handlinger. Her kan du med dit MitID få en fuldstændig udskrift af de oplysninger, der er registreret i Personregistret. Du kan også læse om registrering af navne, fødsel, faderskab og ægteskab.
Ønsker du at få oplyst, om du er registreret hos en privat virksomhed, skal du kontakte den pågældende virksomhed og bede om at se dine oplysninger. Virksomheden skal normalt give dig oplysningerne.
Hvis du gerne vil hjælpe en anden med at begære registerindsigt i Personregistret, kan du anmode om Digital Fuldmagt.
Du kan se de gældende love og regler om registerindsigt i 'Databeskyttelsesloven'
Beskyttelse af dine personoplysninger
Du har efter reglerne om databeskyttelse ret til at få information om behandlingen af dine personoplysninger.