Afdeling MA og MB
Retningslinjer for Afdeling MA og MB på Nordre Kirkegård
Afdelingen er udlagt med enkeltstående træer, der med tiden skal danne en samlet krone. Bundvegetationen udgøres af græsser og urter, der slås 2-3 gange om året.
Der er plads til 2 urner i hvert gravsted i denne afdeling.
Fredningsperiode og brugsret
Fredningsperioden på Nordre Kirkegård er 20 år ved kistebegravelse og 10 år ved bisættelse med efterfølgende urnenedsættelse.
I fredningsperioden er der gravfred over afdøde, og gravstedet kan derfor ikke benyttes.
Brugsretten til gravstedet følger automatisk fredningsperioden og udløber altid den 31. december. Herefter udsendes der et fornyelsesbrev, så pårørende kan forny brugsretten mod betaling.
Gravsten
Gravstenen skal være en opretstående natursten, hvor alle målene maksimum må være 40 x 60 cm.
Inskriptionen skal være indhugget eller sandblæst og må ikke være malet.
Der skal være gravsten på gravstedet senest 6 måneder efter urnenedsættelsen.
Blomster og pynt
Der må kun sættes én blomst i hver af de 2 vaser, som udleveres af kirkegården. Stilles der flere blomster eller andet pynt, vil det blive fjernet. Dog må man i perioden fra 1. december til slutningen af marts gerne lægge blomster og kranse på gravstedet.
Der må ikke plantes på gravstedet, og det må ikke indrammes af planter eller faste genstande, da alle gravstederne skal udgøre en samlet enhed.
Valg af gravsted
Pårørende kan efter aftale med kirkegårdskontoret udvælge et gravsted på kirkegården. Det er vigtigt, at man ser det udvalgte gravsted inden køb.
Efter højtideligheden
Foregår højtideligheden i Nordre - eller Østre Kapel lægges blomsterne på gravstedet af kirkegårdspersonalet.
Hvis højtideligheden foregår et andet sted, sørger bedemanden eller de pårørende for, at blomsterne lægges på gravstedet.
Efter 7-14 dage fjernes blomsterne på gravstedet af kirkegårdspersonalet.
Urnenedsættelse
Anmelder skal kontakte kirkegårdskontoret for aftale om urnenedsættelse, når urnen er klar (efter modtagelse af faktura).
I forbindelse med urnenedsættelse er det muligt, at I som pårørende selv bærer urnen til gravstedet.
Ønsker I som pårørende selv at bære urnen til gravstedet, mødes I med en medarbejder fra kirkegården uden for Kirkegårdskontoret på et aftalt tidspunkt. Her vil I få urnen overrakt og følges herefter til gravstedet.
Ønsker I som pårørende ikke at bære urnen til gravstedet, mødes I med kirkegårdens medarbejder ved gravstedet. I dette tilfælde bringer kirkegårdens medarbejder urnen til gravstedet.
Som pårørende kan I vælge selv at sænke urnen eller lade kirkegårdens medarbejder sænke urnen.
Når urnen er nedsat, bedes I som pårørende trække jer lidt til side eller evt. gå en tur på kirkegården, mens urnen bliver dækket. Herefter er I velkomne til at gå tilbage til gravstedet.
Økonomiske forhold
Takster for ydelserne på kirkegården fastsættes af Randers Byråd, og alle ydelser er forudbetalt.
Renholdelse er obligatorisk og foretages af kirkegården. Betaling for renholdelsen sker for hele fredningsperioden, og samtidig betales der forud for sløjfning af gravstedet.