Afdeling U2 og K2

Retningslinjer for Afdeling U2 og K2 på Østre Kirkegård

Der er plads til 4 urner i urnegravstederne. Ved kistebegravelse kræves der en plads pr. kiste.

Fredningsperiode og brugsret

Fredningsperioden på Østre Kirkegård er 20 år ved kistebegravelse og 10 år ved bisættelse med efterfølgende urnenedsættelse.

I fredningsperioden er der gravfred over afdøde, og gravstedet kan derfor ikke benyttes.

Brugsretten til gravstedet følger automatisk fredningsperioden og udløber altid den 31. december.

Gravsten

Gravstenen på gravstedet må maksimum må være 50 cm høj og 60 cm bred. Det skal være sten og må være naturlig eller poleret. Bogstaver må påsættes, fræses og males på stenen.

Gravstenen skal være placeret på gravstedet senest 6 måneder efter begravelsen eller urnenedsættelsen.

Beplantning og pynt

Planterne på gravstedet skal være dværgarter, og beplantningen må ikke overstige 50 cm i højden. Der må ikke plantes træer.

Der må lægges granitskærver eller almindeligt ral str. 4-8 mm på gravstedet. Lagets tykkelse skal godkendes af kirkegårdens personale.

Kirkegården kan mod betaling anlægge, grandække samt plante forårs- og sommerblomster på gravstedet.

Valg af gravsted

Pårørende kan efter aftale med kirkegårdskontoret udvælge et gravsted på kirkegården. Det er vigtigt, at man ser det udvalgte gravsted inden køb.

Efter højtideligheden

Foregår højtideligheden i Nordre - eller Østre Kapel lægges blomsterne på gravstedet af kirkegårdspersonalet.

Hvis højtideligheden foregår et andet sted, sørger bedemanden eller de pårørende for, at blomsterne lægges på gravstedet.

Efter 7-14 dage fjernes blomsterne på gravstedet af kirkegårdspersonalet.

Urnenedsættelse

Anmelder skal kontakte kirkegårdskontoret for aftale om urnenedsættelse, når urnen er klar (efter modtagelse af faktura).

I forbindelse med urnenedsættelse er det muligt, at I som pårørende selv bærer urnen til gravstedet.

Ønsker I som pårørende selv at bære urnen til gravstedet, mødes I med en medarbejder fra kirkegården uden for Kirkegårdskontoret på et aftalt tidspunkt. Her vil I få urnen overrakt og følges herefter til gravstedet.

Ønsker I som pårørende ikke at bære urnen til gravstedet, mødes I med kirkegårdens medarbejder ved gravstedet. I dette tilfælde bringer kirkegårdens medarbejder urnen til gravstedet.

Som pårørende kan I vælge selv at sænke urnen eller lade kirkegårdens medarbejder sænke urnen.

Når urnen er nedsat, bedes I som pårørende trække jer lidt til side eller evt. gå en tur på kirkegården, mens urnen bliver dækket. Herefter er I velkomne til at gå tilbage til gravstedet.

Økonomiske forhold

Takster for ydelserne på kirkegården fastsættes af Randers Byråd, og alle ydelser er forudbetalt.

Renholdelse er obligatorisk og foretages af kirkegården. Betaling for renholdelsen sker for hele fredningsperioden, og samtidig betales der forud for sløjfning af gravstedet.

Kontakt Kirkegårdskontoret

Kontakt Krematoriet