Valg til skolebestyrelsen
Her kan du læse reglerne for valg til skolebestyrelse, herunder bl.a. hvem der kan stille op, og hvem der kan stemme.
Hvert fjerde år er der ordinært valg til skolebestyrelsen på alle landets folkeskoler.
De forældre, der har forældremyndigheden over et barn, der er indskrevet på skolen, kan stemme og stille op som kandidat til skolebestyrelsesvalget.
Derudover kan følgende personer fremsætte ønske om at få valgret og valgbarhed til skolebestyrelsen. Ønsket fremsættes skriftligt.
- Personer, der har modtaget et barn, der er indskrevet i skolen eller ved et regionalt undervisningstilbud, i privat familiepleje eller formidlet døgnophold, forudsat at personerne har plejetilladelse eller godkendelse fra kommunalbestyrelsen. Tilladelsen skal være meddelt senest et år før valget. Forældremyndighedens indehaver(e) kan ikke samtidig deltage i valget.
- Den, der har indgået ægteskab med indehaveren af forældremyndigheden over et barn, der er indskrevet på skolen, forudsat at indehaverne/indehaveren af forældremyndigheden giver sin tilslutning.
- Stedforældre til en elev, hvis indehaveren/indehaverne af forældremyndigheden over barnet samtykker heri.
- Faderen til et barn, der er indskrevet i skolen, hvis faderskabet er fastslået, og faderen bor sammen med forældremyndighedens indehaver og barnet.
- En biologisk forælder, som ikke har del i forældremyndigheden, og som ikke bor sammen med forældremyndighedens indehaver, jf. nr. 4. Det er en forudsætning, at forældremyndighedens indehaver giver sin tilslutning, og at der ikke er meddelt valgret til nogen anden i medfør af nr. 2.
Punkt. 2-5 gælder tilsvarende for personer, der tillægges valgret og valgbarhed efter stk. 1.
Skolen udarbejder en valgliste.
Det er skoleledelsens ansvar, i samarbejde med den siddende skolebestyrelse, at der indkaldes til valg.
Valgperioden for forældrerepræsentanter er fire år. På Tirsdalens Skole kan bestyrelsen beslutte en valgperiode på to år.
Medarbejderrepræsentanterne og deres stedfortrædere vælges for et skoleår ad gangen og repræsenterer alle medarbejdergrupper.
Elevrepræsentanterne og deres stedfortrædere vælges ligeledes for et skoleår ad gangen af skolens elever.
Skolebestyrelsen bestemmer, hvordan de eventuelle eksterne repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, lokale uddannelsesinstitutioner eller lokale foreninger vælges.
Der er særlige valgregler for fællesbestyrelsen i Fårup Skole og Børneby, som fremgår af bilag til styrelsesvedtægt.
Forskudt valg
Skolebestyrelsen kan vælge at afholde forskudt valg ud over det ordinære valg, så dele af bestyrelsen er på valg hvert andet år.
Forskudt valg kan være med til at sikre sammenhæng og fastholde viden i bestyrelsesarbejdet, fordi der hele tiden er både nye og gamle bestyrelsesmedlemmer.
For yderligere information om skolebestyrelsesvalg henvises til de enkelte skolers hjemmesider.
Kontakt
Har I som skolebestyrelse spørgsmål, kan I kontakte både skoleforvaltningen og formanden for Skole- og uddannelsesudvalget.