Regler for afholdelse af skolebestyrelsesvalg i Randers Kommune
Vedtaget på byrådsmødet den 10. marts 2014
Ordinære valg til skolebestyrelser
Valget afsluttes senest den 2. torsdag i maj kl. 16.00. Forvaltningen udarbejder en tidsplan for afholdelse af valget til skolebestyrelsen.
Valgbestyrelse
Skolebestyrelsen nedsætter en valgbestyrelse bestående af skolens leder, skolebestyrelsesformanden og et forældrevalgt medlem af skolebestyrelsen. Denne valgbestyrelse har ansvaret for, at valget til skolebestyrelsen gennemføres. Klager over valgets gennemførsel sendes til skolens leder og afgøres af valgbestyrelsen. Klager skal afgives senest 10 dage efter offentliggørelsen af valgets resultat. Senest 10 dage efter at klager har modtaget valgbestyrelsens afgørelse, kan sagen indbringes for kommunalbestyrelsen.
Valglister og optagelse på valgliste
Skolens leder udarbejder en liste over personer, der er valgberettigede. Listen udarbejdes senest 3 uger før valgmødet. Der fastsættes en frist for, at forældremyndighedsindehavere kan henvende sig på skolen og sikre sig, at de er opført på listen. Det samme gælder personer, der ønsker valgret og valgbarhed efter bekendtgørelsens § 6. Der fastsættes en frist for anmodning om optagelse på valglisten. Valgbestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Bekendtgørelse af valget
Forvaltningen bekendtgør valget til skolebestyrelsen senest 3 uger før afholdelse af valgmøder ved fælles annoncering i aviser. Skolen offentliggør bekendtgørelsen på skolens hjemmeside.
Valgmøde og opstilling af kandidater
Valgbestyrelsen indkalder til valgmøde ved meddelelse til forældrene senest 7 dage før. Indkaldelsen indeholder oplysning om tid og sted for mødet, valgperiode /forskudte valg, antal medlemmer til skolebestyrelsen, der skal vælges, regler for kandidatopstilling og orientering om mulighed for fredsvalg. Indkaldelsen til valgmøde udsendes senest 10 dage før valget.
Kandidater kan opstilles på opstillingsmødet. Der ud over kan der, 10 dage efter opstillingsmødets afholdelse, opstilles kandidater på kandidatlisten. Kandidater opstilles ved, at der afleveres en skriftlig meddelelse til skolen leder. Hvis en kandidat opstilles, uden at denne har underskrevet meddelelsen, orienterer skolens leder kandidaten, der herefter har 10 dage til at meddele skolelederen at opstillingen ikke ønskes.
Fredsvalg
Der fastsættes en frist for, at kandidaterne kan aftale opstillingsrækkefølgen med henblik på fredsvalg. Der er fredsvalg, hvis alle kandidater underskriver opstillingsrækkefølgen og valgbestyrelsen kan godkende alle kandidater på listen. Ved fredsvalg er kandidaterne valgt i den rækkefølge, de står opført på listen svarende til det antal kandidater, der skal vælges. De resterende kandidater er suppleanter.
Valg, herunder valgmateriale og afstemning
Hvis der ikke aftalesfredsvalg, afholder valgbestyrelsen valg tilskolebestyrelsen. Der fastsættes en frist for, hvornår den enkelte kandidat kan aflevere en beskrivelse af holdninger og synspunkter ti valgmaterialet. Valgbestyrelsen kan fastsætte regler for omfanget.
Senest 10 dage før valgets afslutning udsender valgbestyrelsen stemme- og valgmateriale til forældrene. Stemmematerialet består af en stemmeseddel med alle opstillede kandidater med kuvert, yderkuvert og en stemmevejledning. Valgbestyrelsen kan beslutte at udsende kandidaternes beskrivelser af holdninger og synspunkter med stemmematerialet eller offentliggøre disse på skolens hjemmeside. Hvis materialet offentliggøres på hjemmesiden, skal stemmevejledningen indeholde denne oplysning samt en vejledning i, hvor materialet kan findes på hjemmesiden.
Skal der vælgers 7 medlemmer til bestyrelsen, skal den valgberettigede stemme på 4 kandidater. Skal der vælges 5 eller 6 medlemmer stemmes på 3 kandidater. Skal der vælges 3 eller 4 medlemmer stemmes på 2 kandidater. Skal der vælges 1 eller 2 kandidater stemmes på 1 kandidat.
Stemmerne optælles af valgbestyrelsen. Optællingen kan overværes af vælgere på valglisten.
Kandidaterne vælges i rækkefølge efter stemmetal. I tilfælde afstemmelighed afgøres placeringen ved lodtrækning.
Elektroniske valg
Valgbestyrelsen kan efter skolechefens godkendelse vedtage, at valget foretages elektronisk. Skolens leder har ansvaret for, at det elektroniske valg gennemføres efter gældende regler og sikkerheden er i orden.
Bekendtgørelse af valgets resultater
Valgbestyrelsen underretter de valgte repræsentanter og stedfortrædere om valget. Desuden meddeles valgets resultat til kommunalbestyrelsen og resultatet offentliggøres på skolens hjemmeside.
Skolebestyrelsens konstituering og tiltræden
Efter klagefristens udløb indkalder skolelederen den nye bestyrelse til et konstituerende møde med bl.a. valg af formand.
Den nye skolebestyrelse tiltræder d. 1. august året efter kommunalbestyrelsesvalget i Randers Kommune.
Ændringer i valgperioden
Hvis et medlem udtræder af skolebestyrelsen, og der ikke er flere stedfortrædere på kandidatlisten, afholdes suppleringsvalg. Skolens leder udarbejder en tidsplan for valgets afholdelse som godkendes i skolebestyrelsen. Tidsplanen følger principperne for afholdelse af ordinære valg. Der nedsættes en valgbestyrelse bestående af skolens leder, formanden for skolebestyrelsen og et forældrevalgt medlem af skolebestyrelsen. Valgbestyrelsen har ansvaret for valgets afholdelse og gennemførelse.
Hvis en skole i valgperioden modtager alle eller hovedparten af eleverne fra en nedlagt skole, kan skolechefen beslutte at der afholdes nyt valg til skolebestyrelsen. Skolelederen udarbejder en tidsplan for valgets afholdelse, der godkendes i de to bestyrelser. Tidsplanen følger principperne for afholdelse af ordinære valg. Der nedsættes en valgbestyrelse med skolelederen, bestyrelsesformanden for den skole, der modtager elever og bestyrelsesformanden fra den skole, der afgiver elever. Valgbestyrelsen har ansvaret for valgets gennemførsel
Hvis to skoler slås sammen eller får fælles ledelse og bestyrelse, kan skolechefen beslutte, at de to bestyrelser fungerer sammen, indtil det ordinære valg, eller der foretages nyvalg. Ved nyvalg udarbejder skolens leder en tidsplan, der godkendes i bestyrelserne. Tidsplanen følger principperne for afholdelse af ordinære valg. Der nedsættes en valgbestyrelse bestående af skolens leder og de to skolebestyrelsesformænd. Valgbestyrelsen har ansvaret for valgets gennemførsel.
Hvis der i perioden oprettes et samarbejde mellem en skole, en fritidsordning og/eller et dagtilbud med fælles bestyrelse, foretages der nyvalg til bestyrelsen. Skolelederen udarbejder en tidsplan, der godkendes i skolebestyrelsen og i dagtilbudsbestyrelsen. Tidsplanen følger principperne for afholdelse af ordinære valg. Der nedsættes en valgbestyrelse bestående af skolelederen, skolebestyrelsesformanden samt en udpeget forældrerepræsentant fra den pågældende daginstitution udpeget af dagtilbuddets bestyrelse.
Valgbestyrelsen har ansvaret for valgets gennemførsel.
Hvis der oprette en ny skole i valgperioden, afholdes der valg til skolebestyrelsen efter elevindskrivningens afslutning. Skolechefen udarbejder tidsplan for valget og nedsætter en valgbestyrelse bestående af en skoleleder og bestyrelsesmedlemmer fra skoler, der afgiver elever til den nye skole.