Døgntilbud
Et døgntilbud betyder, at dit barn bliver anbragt uden for hjemmet hos en familie eller på et botilbud.
Et barn med handicap kan kræve mange ekstra ressourcer, og i nogle tilfælde er en anbringelse i et døgntilbud uden for hjemmet den bedste løsning for dit barn og din familie.
En anbringelse betyder, at dit barn flytter til nære bekendte/familiemedlemmer (netværksanbringelse), til en plejefamilie, der er godkendt til dette, eller på et botilbud.
Dit barn kan have brug for anbringelse uden for hjemmet i en periode af sit liv, men det er ikke sikkert, at dit barn har brug for en langvarig anbringelse.
Med undtagelse af netværksplejefamilier skal alle anbringelsessteder være godkendt af Socialtilsynet. En netværksplejefamilie skal godkendes i forhold til dit barn af Randers Kommune.
På børnehandicapområdet i Randers Kommune har vi botilbuddene Udsigten og Egelunden.
Lovgrundlaget for en anbringelse er barnets lov § 46.
Hvis du vil vide mere om anbringelse, kan du spørge jeres rådgiver i Myndighed Børnehandicap eller kvalitetsstandard nr. 4.
Sådan søger du
For at søge om at få dit barn i et døgntilbud, skal du i første omgang kontakte Børnehandicap Myndighed. Herefter vil det blive vurderet, om dit barn er i målgruppen for tilbuddet.