Kodeks for det gode borger- og pårørendesamarbejde
På hele handicapområdet i Randers Kommune arbejder vi ud fra et kodeks for det gode borger- og pårørendesamarbejde.
Baggrund for kodeks for borger- og pårørendesamarbejde på handicapområdet
Det er vigtigt, at der er et godt samarbejde mellem borgere med handicap, pårørende og medarbejderne i Randers Kommune. Som et led i implementeringen af børne- og voksenhandicapplanerne er der derfor et særligt fokus på at videreudvikle samarbejdet. Det har ført til, at der er udarbejdet dette kodeks, som skal sætte rammerne for, hvordan vi kan samarbejde bedst muligt.
Afsættet for kodekset er fem principper, som KL og Danske Handicaporganisationer (DH) har udarbejdet med henblik på at øge samarbejdet og tillid mellem borgere på handicapområdet og kommunerne. De fem principper er:
- Gensidig tillid og godt samarbejde skal synliggøres og sættes i centrum i den kommunale sagsbehandling.
- Gensidig tillid og godt samarbejde skabes gennem fælles mål og mulighed for reel indflydelse.
- Gensidig tillid og godt samarbejde skabes gennem et fælles overblik og indsigt i hinandens præmisser, viden og ekspertise.
- Gensidig tillid og godt samarbejde kræver tid og fleksibilitet.
- Gensidig tillid og godt samarbejde forudsætter gennemsigtighed og tilgængelighed.
Lokal oversættelse af principper for det gode samarbejde til handicapområdet i Randers Kommune
Med baggrund i KL og DH's principper er der udarbejdet en lokal oversættelse af, hvordan vi vil understøtte det gode samarbejde med dig og dine pårørende i Randers Kommune.
Gensidig tillid og godt samarbejde skal synliggøres og sættes i centrum i den kommunale sagsbehandling
I Randers Kommune betyder det:
- At vi vil møde dig og dine pårørende med anerkendelse og fokus på det, der fungerer i din hverdag, og hvordan vi bedst kan støtte op om dig/jer.
- At vi i dialogen med dig/jer vil vise forståelse for den situation som du/I står i, når du/I har brug for støtte. Det gælder både i den direkte samtaler med fx din rådgiver og i den skriftlige kommunikation via mails og breve.
- At vi har respekt for, at du som er voksen med et handicap er ekspert i dit eget liv og har ret til at bestemme over dit eget liv, også selvom dine pårørende ikke altid er enige i dine valg.
- At vi har respekt for, at du som pårørende har meget at bidrage med til vores samarbejde bl.a. i kraft af din viden og kendskab til din pårørendes liv og historie.
- At vi løbende vil sætte fokus på at følge op med dig/jer om, hvordan I oplever vores samarbejde.
Gensidig tillid og godt samarbejde skabes gennem fælles mål og mulighed for reel indflydelse
I Randers Kommune betyder det:
- At vi har fokus på at hjælpe dig/jer. Vores opgave er at støtte dig eller din pårørende/barn med handicap til at mestre hverdagen.
- At vi gerne vil vide mere om de drømme og håb som du/I har for fremtiden. Dét vil være vores afsæt for at udarbejde mål for den støtte som du eller din pårørende modtager fra handicapområdet.
- Vi vil løbende følge op sammen med jer for at sikre, at vi yder den rette støtte til at opnå de mål, som vi i fællesskab har formuleret.
Gensidig tillid og godt samarbejde skabes gennem et fælles overblik og indsigt i hinandens præmisser, viden og ekspertise
I Randers Kommune betyder det:
- At vi vil have fokus på det langsigtede perspektiv og overblik på din/jeres barns situation og de milepæle, der vil være betydningsfulde for dig/jer fx overgange fra barn til voksen.
- At vi vil være tydelige i vores kommunikation med dig/jer, eksempelvis forklare om baggrunden for, at vi spørger som vi gør, hvorfor det har stor betydning, at du/I hjælper med oplysninger om din/jeres situation eller processen frem mod at træffe beslutning om din fremtidige støtte.
- At vi vil forklare, hvordan og efter hvilken lovgivning sagsbehandlingen foregår, og hvilke klagemuligheder, der kan være, hvis der er uenighed om en afgørelse.
- At vi vil fortælle dig om muligheder for at have andre med til møder med Randers Kommune (fx bisidder).
- At vi vil forklare, hvilke skridt der vil være inden du/I kan få svar på en ansøgning, og hvornår der vil være behov for at indhente oplysninger fra andre afdelinger.
Gensidig tillid og godt samarbejde kræver tid og fleksibilitet
I Randers Kommune betyder det:
- At vi altid træffer afgørelser på baggrund af en vurdering af din eller din pårørendes/barns situation.
- At vi vil samarbejde med dig og dine pårørende for at få den nødvendige viden til at vurdere, hvad I har brug for støtte til.
- At vi vil planlægge efter, at der er tid til at komme med dine/jeres tilbagemeldinger og mulighed for at få besvaret de spørgsmål, som du/I kan have.
- At vi er ansvarlige for at overlevere relevant viden om din eller din pårørendes/barns situation fx når du får en ny sagsbehandler, overgår til et andet tilbud eller når du som ung overgår til voksenområdet.
Gensidig tillid og godt samarbejde forudsætter gennemsigtighed og tilgængelighed
I Randers Kommune betyder det:
- At vi vil aftale med dig/ dine pårørende, hvordan vi vil samarbejde, når du/I modtager støtte fra Randers Kommune. Det kan eksempelvis være i forhold til, hvordan og hvor ofte vi kontakter hinanden.At vi vil bruge et sprog, som er til at forstå, når vi taler sammen eller kommunikerer på skrift.
- At vi inden et møde vil fortælle dig/jer om hvorfor vi skal mødes, hvad dagsorden og tidsrammen er for mødet.
- At vi vil overholde de aftaler, som vi laver, og melde tilbage til dig/jer, hvis der mod forventning er behov for at foretage ændringer eller tilpasninger.
- At vi vil hjælpe med at svare på de spørgsmål, som du/I er i tvivl om, og skabe kontakt til andre afdelinger, som du kan have spørgsmål til eller som du/I ønsker at søge støtte fra.