Visuel borgerplan - borgerplansmøde
”Mit liv – Min Plan” er Randers Kommunes borgerrettede udgave af en §141-handleplan, der også omtales som en visuel borgerplan.
Grundlaget for at udvikle en ny plan har været et stærkere borgerperspektiv. "Mit liv – Min plan" giver borgeren større medindflydelse og ansvar, så borgerplansmødet og borgerplanen i højere grad tager afsæt i den enkeltes håb, drømme og behov. Der sættes desuden fokus på borgerens tanker herom samt at støtte borgeren i at udtrykke sig. På den måde styrkes borgerens motivation for egen udvikling mod så selvstændigt et liv som muligt.
"Mit liv – Min Plan" er for alle borgere over 18 år med et handicap (autisme spektrum forstyrrelse, senhjerneskade eller udviklingshæmning), der modtager et visiteret tilbud inden for voksenhandicapområdet i Randers Kommune uagtet betalingskommune.
For borgere, der har længerevarende eller vedvarende støtte fra socialområdet, vil udarbejdelsen af borgerplanen "Mit liv – Min plan" indgå i en cyklus, der gentager sig for borgeren. Hvert element i cyklussen samt dertilhørende materiale er uddybet i vejledningen til "Mit liv – Min plan".