Hjælp til høreproblemer på dit arbejde
Hvis dine høreproblemer giver dig forskellige udfordringer på din arbejdsplads, kan du få hjælp.
Er du i en jobsituation, hvor din hørenedsættelse er et problem, skal du kontakte din handicapkonsulent på jobcentret, som vil kunne rådgive dig.
Handicapkonsulenten vurderer, hvilken hjælp der skal til i forhold til din jobsituation. Handicapkonsulenten kan henvise dig til Hørecenter Midts specialuddannede hørekonsulenter, som kan hjælpe med:
- Hjælp til indretning af arbejdspladsen, f.eks. vurdering af behovet for støjskærme, akustikloft eller belysning
- Hjælp til at formidle konsekvenserne af hørevanskelighederne til kollegaerne og lederen på arbejdspladsen
- Justering af høreapparater
- Rådgivning i forhold til nye høreapparater, så der opnås optimal høreapparatbehandling. Herefter har vi den bedste mulighed for at afhjælpe dig med høretekniske hjælpemidler.
- Udredning og afprøvning af høretekniske hjælpemidler
- Opsætning af mindre omfattende høretekniske hjælpemidler, f.eks. streamere og FM-udstyr
- Instruktion i brug af hjælpemidler
- Undervisning i høretaktikker. Det kan være bevidsthed om støj, afstand til talesignalet og optimal placering i lokalet, hvor der er støj.