Godt at vide om din el-kørestol
Guide til hvordan du behandler og vedligeholder din el-kørestol korrekt.
Sådan vedligeholder du din el-kørestol
Du skal selv sørge for at vedligeholde din el-kørestol, fx ved at smøre den, rengøre den og sikre, at den er efterspændt. Du kan rengøre den med mild sæbe på en fugtig klud.
På de fleste el-kørestole kan betrækket til ryglæn og pude tages af, og det kan vaskes i maskinen. Husk at lægge mærke til, hvordan puden vender, inden du tager betrækket af.
El-kørestolen skal opbevares i et tørt og ventileret rum.
Du skal selv betale for udgifterne til den første årlige udskiftning af dæk og slanger på drivhjulene, også ved punkteringer. Vi anbefaler, at du skifter dæk og slanger på begge hjul samtidig, da det giver den bedste kørsel.
Hvis du får behov for, at dine dæk og slanger skal udskiftes mere end én gang årligt, kan vi betale de efterfølgende udskiftninger. Husk derfor at gemme kvitteringen for din udskiftning af dæk og slange, den skal vi nemlig bruge, hvis det bliver aktuelt.
Hvis du har mere end én kørestol, skal du kun betale udgifterne til én årlig udskiftning af dæk og slanger på én kørestol.
Dem, der kan udskifte dæk og slanger på din el-kørestol, er: Forhandleren af din el-kørestol, en cykelhandler, et mobilt cykelværksted eller en reparatør af hjælpemidler.
En el-kørestol med luftfyldte hjul kan pumpes med en cykelpumpe med autoventil. Vi anbefaler, at du tjekker dæktrykket jævnligt. Det optimale dæktryk fremgår oftest på siden af dækket. Er dæktrykket for lavt, kan det betyde, at el-kørestolens rækkevidde bliver kortere, og at den kører langsommere.
Du skal selv skifte pærer i eventuelle lygter.
Det er desuden en god idé, at du sætter din el-kørestol til opladning hver nat, da dette er med til at forlænge batteriets levetid, og så el-kørestolen er fuldt opladet til brug i dagtimerne. Hvis du i en periode ikke benytter el-kørestolen, skal el-kørestolen hele tiden være tilsluttet strøm via laderen for at undgå, at batteriet bliver ødelagt. Du skal selv betale for strøm til opladning. Laderen slår selv fra, når batteriet er fuldt opladet.
Sådan skal du køre i din el-kørestol
For at forhindre at du vælter med el-kørestolen, anbefaler vi dig, at du altid kører lige på en opkørsel og nedkørsel, og at du kører forlæns, når du kører ned over forhindringer og ramper – og dermed ikke bakker.
Hvis du kører med en hastighed på op til 6 km i timen, gælder færdselsreglerne for gående. Det vil sige, at du skal køre på fortov, gangsti eller rabat. Du må kun køre på cykelsti og kørebane, hvis der ikke findes fortov, gangsti eller egnet rabat.
Hvis du kører med en hastighed på over 6 km i timen, betragtes du som cyklist. Det betyder også, at du her skal køre på cykelstien, og at du har samme vigepligtsregler, som cyklister har. Du skal tilpasse din hastighed, så du ikke er til fare eller ulempe for de øvrige trafikanter på cykelstien.
Hvis din el-kørestol går i stykker
Hvis din el-kørestol går i stykker, skal du kontakte os, se kontaktinformation nederst. Hvis du på eget initiativ bestiller en reparation ved en privat udbyder uden aftale med Visitationsenheden, skal du forvente selv at skulle afholde udgiften til reparation.
Du skal selv sørge for at få din el-kørestol fragtet hjem, hvis den går i stykker, når du er ude at køre. Det er muligt at købe et abonnement på en transportordning hos flere firmaer med autohjælp. En lifttaxa kan muligvis også transportere din el-kørestol hjem for dig. Det anbefales i den forbindelse, at du medbringer mobiltelefon under kørsel.
Hvis din el-kørestol laver mærker
Hvis din el-kørestol laver skader eller pletter på gulve og inventar, skal du selv dække disse skader.
Hvis din el-kørestol bliver stjålet
Bliver din el-kørestol stjålet, skal du kontakte os. Du skal også kontakte politiet og fortælle dem om tyveriet.
Hvis du skal flytte
Flytter du til en ny adresse, skal du selv sørge for at flytte din el-kørestol med. Du skal være opmærksom på, om du fortsat kan færdes i og ved din nye bolig med din el-kørestol. Hvis du flytter til en anden kommune, kan du tage din el-kørestol med. El-kørestolen skal leveres tilbage til Randers Kommune, hvis du ikke længere har brug for den.
Hvis du ikke længere har brug for din el-kørestol
Skal du ikke længere bruge din el-kørestol, skal du kontakte os.