Rådgivning

Du kan få rådgivning og støtte, hvis du oplever psykiske udfordringer, udfordringer med misbrug eller hjemløshed.

Fremskudt Rådgivning

Du kan komme til Fremskudt Rådgivning og få en samtale, hvis du har udfordringer som:

  • Psykisk sårbarhed, der påvirker din hverdag
  • Hjemløshed eller akutte problemer med misbrug eller din boligsituation.

Når du kommer til Fremskudt Rådgivning, kan du møde forskellige fagfolk, som socialrådgivere, peer-medarbejdere og mestringsvejledere. Vi kender ikke din sag på forhånd, og vi læser ikke dine sagsakter, medmindre du ønsker det.

Hvis du er diagnosticeret med autisme og/eller Aspergers syndrom, henviser vi til Fremskudt Rådgivning, Autisme.

Vi fokuserer på dine egne ressourcer og tager udgangspunkt i dine ønsker og behov her og nu. Vores mål er at støtte dig i at blive så selvstændig som muligt og finde et liv, der giver mening for dig.

Vi kan hjælpe dig med at finde de rette tilbud, som fx:

  • Støtte i små grupper, sociale aktiviteter, individuelle støtteforløb, undervisning og frivillige tilbud
  • Vejledning og støtte ved akut hjemløshed
  • Hjælp til at finde rundt i systemet

Du skal normalt møde personligt op i Fremskudt Rådgivning, men du er velkommen til at tage en ledsager med. Hvis du ikke kan møde op, kan du ringe til os i vores telefontid, så finder vi en løsning sammen.

Kontakt Fremskudt Rådgivning

Du er velkommen til at tage en eller flere bisiddere med til samtalen.

Hvis du har brug for en tolk til samtalen, kan du bestille tid til en borgersamtale med tolk. Kontakt Fremskudt Rådgivning via telefon eller mail for mere information.

Vi kan også aftale at mødes et andet sted, hvis du ikke kan møde op fysisk eller deltage digitalt.

Rådgivning aften og nat

I dagtimerne kan du kontakte en sagsbehandler, din mestringsvejleder, din egen læge eller andre, hvis du får en akut krise og har brug for hjælp, omsorg eller vejledning.

Uden for kommunens åbningstid kan du ringe til en medarbejder fra socialpsykiatrien i Randers Kommune, hvis du har brug for rådgivning og ikke kan vente til næste dag.

Sammen med medarbejderen finder I ud af, om du har brug for yderligere støtte.

Akut hjælp

Ved brug for akut psykiatrisk hjælp

  • Kontakt egen læge (inden for normal åbningstid).
  • Kontakt lægevagten - Tlf. 70 11 31 31 (træffes alle hverdage mellem kl. 16.00-08.00 - Lørdag, søndag og helligdage åben døgnet rundt).
  • Lægen/lægevagten kan henvise dig til en visiteret psykiatrisk modtagelse, hvor du kan få yderligere hjælp.
  • De visiterede psykiatriske modtagelser har åbent døgnet rundt.

Hvornår kan jeg benytte mig af en psykiatrisk skadestue?

Situationer med akut behov for psykiatrisk hjælp kan bl.a. være:

  • Tab af kontrol
  • Selvmordstanker
  • Voldsom angst eller depression
  • Reaktioner på en kriseoplevelse
  • Abstinenser.

Psykiatrisk rådgivningstelefon

Psykiatrisk Rådgivningstelefon i Region Midtjylland tilbyder hele døgnet anonym rådgivning til patienter og pårørende, der står i en akut psykiatrisk krisesituation. Du kan få råd og vejledning på den døgnåbne psykiatriske rådgivningstelefon 78 47 04 70. Bemærk alle telefonopkald optages og gemmes.