Tips til familien i sommerferien
Både børn og voksne har tendens til at leve mere usundt i weekender og ferier.
Her får du sundhedsplejerskens fem tips til en sommer, der ikke koster ekstra kilo og slankekure, når hverdagen begynder igen.
Når man alligevel sidder sammen og planlægger sin sommerferie, så brug anledningen til at afstemme forventninger om livsstilen i ferien. Selvom familien har fri, skal der ikke lukkes op for sluserne og spises is eller slik hver dag.
Husk hinanden på, at ferie handler om at være sammen og hygge sig med familien og vennerne – ikke om at spise en masse usunde ting. Når det er sagt, så skal der også være plads til lidt ekstra lækkerier i ferien.
Det vigtigste er at være opmærksom på mængderne. Husk også, at der er stor forskel på en sodavandsis og en stor isvaffel med guf og flødebolle.
Generelt er det vigtigt, at forældre bakker op om en sund livsstil. Derfor er det godt, at hele familien laver noget aktivt sammen. Det kan være en fast cykeltur om aftenen, gode gåture i lokalområdet eller ved feriestedet, boldspil i parken eller på stranden, stangtennis eller hop på trampolin haven eller hvad man nu har lyst til og mulighed for.
De fleste oplever, at det giver gode stunder med familien at være aktive sammen.
Rigtig mange børn bruger for meget tid foran skærmen – både i hverdagen og i ferier. Anbefalingen er to timer i hverdagen og tre timer i weekender, og det samme gælder i ferier. Alligevel oplever sundhedsplejen, at nogle børn bruger op til otte timer om dagen foran en skærm.
Hold fast i reglerne for skærmtid, og læg den gerne om eftermiddagen, når børnene er trætte efter en lang dag med aktiviteter og samvær med venner og familie. Det er ikke nogen god idé at have skærmtid efter aftensmaden, fordi det bliver for tæt på sengetid.
Flere undersøgelser har påvist en sammenhæng mellem for lidt søvn og overvægt hos børn. Børn op til 12 år skal sove minimum ti timer i døgnet, og det gælder også i ferier. Så vidt muligt skal man også holde fast i sengetiderne fra hverdagen, fordi det er sundt at have en fast døgnrytme.
Både børn og voksne sover bedre, hvis man undgår skærmtid før sengetid. Skærmen stimulerer hjernen konstant, og det fortsætter også en tid efter, at skærmen er slukket. Det er bedre at tage en gå- eller cykeltur efter aftensmaden og bruge en halv times tid bagefter på at hygge med et spil eller snakke om dagen i morgen.
Når vi holder ferie, er vores dagsrytme lidt anderledes – vi sover længere og springer måske måltider over. Sørg dog alligevel for at få nogenlunde regelmæssige måltider, da det giver et stabilt blodsukker og holder vores forbrænding i gang.
Anbefalingen om at spise varieret gælder både i hverdagen og i ferierne, og vi råder stadig til at gå efter fuldkorns- og nøglehulsmærket på madvarer og huske at spise fugt og grønt. Samtidig er der ikke noget, man ikke må spise. Det handler alt sammen om mængderne, og der skal plads til at sige ja tak, når bedsteforældrene byder på is i ferien.
Sommer og varme giver lyst til is og kolde drikke i lange baner. Hjemmelavede is af frugt eller sukkerfri saft er de mest uskyldige og kan nydes oftere. Softice og gammeldags isvafler en gang imellem.
Tørsten skal primært slukkes med vand. Put gerne frugt og isterninger i en kande, så det bliver ekstra lækkert. Man kan gøre det samme med danskvand, hvis man godt kan lide den brusende fornemmelse af sodavand.
Hvis du har børn, skal du huske, at børn primært gør, hvad du gør – ikke hvad du siger. Du er en vigtig rollemodel for dit barn, og dine børn vil spejle sig i din adfærd; og det gælder både, hvad der øses op på tallerkenen og aktivitetsniveauet.
For eksempel elsker børn at komme på legepladsen, men som voksen kan det være en halvkedelig og stillesiddende aktivitet. Det behøver det dog ikke at være! Kravl op i tårnene, forsøg dig med armgang eller balancer på træpæle. Du får bevæget dig, og dine børn vil elske, at du er med i legen. Win win.
Hvis vejret ikke er til at være ude så husk at stopdans eller ballon-badminton også er motion. Alt bevægelse gælder.
Vær også opmærksom på aktivitet i løbet af ferien. Fritidsaktiviteterne er gået på sommerferie og mange børn kan tænke ”Fedt, flere uger foran skærmen med Fortnite eller Fifa”.
Men sørg for at komme ud og være aktiv i løbet af dagen; for eksempel i haven eller den nærliggende park. Mulighederne for fysisk aktivitet er mange; I kan for eksempel spille fodbold, stigegolf, kongespil, frisbee, stangtennis, havebadminton, petanque, kroket, spikeball, rundbold, hoppe på trampolin og så videre.
Lidt ekstra skærmtid i ferien er dog okay – især hvis der kommer dage med endeløst regnvejr.
På stranden er der rig mulighed for aktivitet. Du kan blandt andet hoppe en tur i bølgen blå, give dig i kast med stand up paddle, spille beachvolley eller strandtennis, flyve med drager, finde sten og skaller, fange krabber eller lege i sandet med dine børn. Hvis det kan lade sig gøre, kan I også lade bilen stå derhjemme og gå eller cykle til stranden i stedet for.
Når man pakker strandtasken, så er det en god idé at tage en køletaske med. Man skal huske at få rigeligt med væske, og vand (med eller uden smag) er altid mere indbydende, når det er koldt. Derudover kan man fylde køletasken med grove wraps eller sandwich med lækkert fyld af grønt og pålæg som f.eks. salat, avocado, tomat, humus, pesto, kartoffel, kylling, kalkunbacon, æg eller hjemmerørt tunsalat.