Borgernes oplevelse af holdtilbuddet Tjek på Vægten
Speciale af Gül Sakal
På holdet Tjek på vægten fik borgere, der havde været til et helbredstjek i Tjek dit helbred, mulighed for at tage arbejdshandskerne på. Formålet var nemlig at få styr på livsstilen. Men hvordan gik det så? Gül Sakal sætter i dette speciale fokus på, hvordan deltagerne i Tjek på vægten integrerede forløbet i hverdagen efterfølgende, samt om forløbet forbedrede deres evne til at forstå sundhedsinformationer.
Livsstilssygdomme er et ord, der ofte florerer i medierne. Også i Danmark. Hele 33,4 % af den voksne danske befolkning lider nemlig af sådanne sygdomme – som eksempelvis type-2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme.
Og det er ikke sygdomme, der skal spøges med. De er faktisk én af de største dræbere i nutidens samfund, og det er derfor ikke overraskende, at de får meget opmærksomhed.
I landets kommuner er der dog oftest fokus på behandling og ikke forebyggelse. Her kommer Tjek dit helbred ind i billedet. Tjek dit helbred er et forskningsprojekt skabt i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Randers Kommune, Region Midt samt de praktiserende læger. Til helbredstjekket har de sundhedsfaglige medarbejdere en helt unik mulighed for at give borgerne råd med på vejen, når det gælder forbedring af sin livsstil. Og med skabelsen af det opfølgende holdtilbud Tjek på vægten i 2012, blev der sat ekstra fokus på forebyggelse af livsstilssygdomme.
Spørgsmålet er så nu, om forløbet egentligt har haft en effekt. Hvordan indfører borgerne de værktøjer og praktiske råd, de har fået i forløbet, i deres hverdag? Og har forløbet været med til at forbedre deres evne til at forstå informationer, der handler om sundhed – og måske endda efterleve dem?
Dét er omdrejningspunktet for dette speciale, som var det sidste punktum i Gül Sakals kandidatuddannelse i Folkesundhedsvidenskab.