Fysisk aktivitet og selvvurderet helbred
Speciale af Lisbeth Bojer Brødbæk og Christina Skov Nielsen
Sammenhængen mellem fysisk aktivitet og selvvurderet helbred er i fokus i denne kandidatafhandling. Fysisk aktivitet er ikke længere en integreret del af hverdagen hos mange voksne mennesker, og det er problematisk, da fysisk aktivitet har stor betydning for vores helbred.
I Danmark ser vi ligesom i resten af verden flere og flere livsstilssygdomme. Der er flere grunde til dette, men én af de helt markante årsager er, at danskerne indenfor de seneste generationer er blevet mere og mere inaktive. Denne udvikling ser ud til at fortsætte, til trods for at vi aldrig har haft så stort offentligt fokus på sundhed, som vi har i dag.
Sundhed kan ofte være svært at definere, da der er rigtig mange måder at se sundhed på. Selvvurderet helbred er den enkelte persons vurdering af egen sundhed. Det er et mål, som i dag er meget anerkendt, da der her lægges vægt på en subjektiv helhedsvurdering.
Flere videnskabelige studier påpeger en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og selvvurderet helbred. Spørgsmålet er, om man generelt vurderer sit helbred bedre, hvis man er fysisk aktiv? Forskningen på området er dog stadig meget svag. Især er sammenhængen meget begrænset undersøgt i en dansk kontekst. Specialet her forsøger at komme med nogle svar.
Med fokus på fysisk aktivitet i forhold til selvvurderet helbred vil Brødbæk og Nielsen sammenligne resultaterne fra Randers Kommune med resten af Regionens befolkning.