Inden du klager over en parkeringsafgift, er det en god idé at læse punktet "Inden du klager over din parkeringsafgift".
Randers Kommune afgør klager over parkeringsafgifter ud fra om færdselsloven eller parkeringsreglerne er overtrådt. At du som bilist har været i god tro er ikke i sig selv nok til at frafalde en afgift.
Bemærk at pålagte parkeringsafgifter kun ændres ved fejl fra Randers Kommunes side eller i livsvigtige nødsituationer.
Din klage skal være Randers Kommune i hænde hurtigst muligt og som minimum sådan, at betalingsfristen på 10 dage kan overholdes, hvis klagen afvises. Betalingsfristen gælder selv om du på ny henvender dig om denne afgørelse.
Ved for sen betaling
Vi gør opmærksom på, at hvis du ikke betaler afgiften til tiden, vil der blive sendt rykker(e). Rykker(e) udsendt af Randers Kommune er pålagt et ekspeditionsgebyr på 250 kr. pr. rykker. Bliver afgiften stadig ikke betalt, sendes sagen til Gældsstyrelsen. Hvis sagen er sendt videre til Gældsstyrelsen, vil der fortsat blive sendt rykker(e), hvor der er pålagt ekspeditionsgebyr. Gældsstyrelsen kan inddrive beløbet ved modregning i overskydende skat, i krav på tilbagebetaling af vægtafgift og i krav på tilbagebetaling af afgift af bilens brændstofforbrug jf. Færdselsloven § 122b eller ved udlæg, modregning eller indeholdelse i løn.
Hvis du er uenig i afgørelsen
Hvis du mener, at parkeringsafgiften er pålagt i strid med lovgivningen, kan du kræve afgørelsen prøvet i Fogedretten, jf. Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 18. Dette kan alene ske, hvis parkeringsafgiften ikke er betalt og du udtrykkeligt meddeler os, at sagen ønskes prøvet i Fogedretten. Du skal meddele dette til parkering@randers.dk. Ved Fogedretsprøvelse af parkeringsafgiften opkræves der et mindre beløb, da Gældsstyrelsen som restanceinddrivelsesmyndighed pålægger inddrivelsesrente, jf. Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 5, stk. 1, jf. Renteloven § 5, stk. 1 og 2.
Hvis Gældsstyrelsen har modregnet den ubetalte parkeringsafgift i for eksempel overskydende skat, har du 4 uger til at anmode kommunen om at sende sagen til Fogedretten.
Fogedretsprøvelse
Inden sagen kan indbringes for fogedretten, skal kommunens krav sendes til Gældsstyrelsen, der kan træffe beslutning om at foretage udlæg, lønindeholdelse eller modregning. Når der foretages udlæg eller lønindeholdelse, medfører det et ekspeditionsgebyr og en retsafgift. Sagen vil herefter blive indbragt for fogedretten.
Du skal selv betale de omkostninger, der er forbundet med behandlingen af sagen i fogedretten.