Sænk farten skilte
Borgere kan låne skilte, der skal gøre bilister opmærksomme på at sænke farten.
Mange borgere oplever, at der køres for stærkt på vejene, hvor de bor. Det problem vil Randers Kommune sætte fokus på i et samarbejde med borgerne. Borgere kan derfor låne opsigtsvækkende trafikskilte, som de kan sætte op i deres boligområde. Skiltene skal få bilisterne til at skærpe opmærksomheden og dæmpe farten.
Skilte med budskabet – Sænk Farten, hilsen din nabo – kan beboere på villaveje, i boligområder og landsbyer låne i tre måneder ad gangen.
Med kampagneskiltene sender vi sammen en klar appel til bilisterne om at lette foden fra speederen og være mere opmærksomme. Erfaringen fra fartkampagner viser, at skilte skaber opmærksomhed og effekt i en periode. Derefter daler opmærksomheden og effekten. Derfor er det vigtigt at flytte skiltene til nye områder og gentage kampagnerne for eksempel hvert år, så vil bilisternes adfærd ændre sig over tid.
Sådan låner du skilte
Oplever du og dine naboer øget trafikhastighed på jeres vej, og ønsker I at låne skiltene i tre måneder, kan I maile til vejeogtrafik@randers.dk.
I henter og bringer selv skiltene på adressen Odinsgade 7. Nærmere retningslinjer sendes efter henvendelse.