Whistleblowerordning

Læs om whistleblowerordningen i Randers Kommune, hvem der kan bruge ordningen, og hvordan whistleblowere beskyttes.

Status på whistleblowerordningen for 2023

Omfang

Whistleblowerordningen modtog i 2023 i alt 6 indberetninger.

Ved udgangen af 2022 var der 2 verserende sager, hvor den indledende vurdering endnu ikke var afsluttet. Begge sager var vedrørte forhold omkring dårligt arbejdsmiljø, og efter den indledende undersøgelse vurderede whistleblowerenheden, at de indberettede forhold ikke havde sådan en alvorlighed, at de kunne behandles af kommunens whistleblowerordning. Ledelsen på området havde kendskab til udfordringerne med arbejdsmiljøet og havde iværksat planer for at forbedre forholdene.

Sagernes status pr. 31. december 2023:

  • 1 sag blev afvist, fordi den faldt uden for ordningen.
  • 3 sager blev afvist efter den indledende vurdering, da Whistleblower-enheden kom frem til, at det indberettede forhold ikke havde en sådan alvorlighed, at det kunne behandles af kommunens whistleblowerordning.
  • 2 sager anmodede whistleblowerenheden om en redegørelse fra det berørte område vedrørende det indberettede forhold. I begge tilfælde fremsendte området fyldestgørende redegørelser, hvorefter whistleblowerenheden afsluttede sine undersøgelser.

Temaer

Temaet for de 4 afviste sager vedrørte økonomi, arbejdsmiljø og sikkerhed samt databeskyttelse.

Temaet for de 2 undersøgte sager, som blev afsluttet efter undersøgelse var arbejdsmiljø og sikkerhed samt omsorgssvigt.

Hvem kan bruge whistleblowerordningen?

Indberetninger kan indgives af Randers Kommunes ansatte og Randers Kommunes samarbejdspartnere, herunder samarbejdspartneres ansatte.

Hvad kan du whistleblowe om?

Whistleblowerordningen omfatter indberetninger om alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold.

Strafbare forhold:

  • Misbrug af økonomiske midler
  • Tyveri
  • Svig
  • Underslæb
  • Bedrageri
  • Bestikkelse
  • Overtrædelser af tavshedspligten.

Grove eller gentagne overtrædelser af lovgivning:

  • Lovgivning om magtanvendelse
  • Forvaltningsloven og offentlighedsloven
  • Sundhed
  • Miljø
  • Forvaltningsretlige principper.

Andre alvorlige forhold:

  • Grov chikane.

Eksemplerne er ikke udtømmende.

Whistleblowerenheden foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret vurdering af, om der er tale om forhold, som er omfattet af ordningen.

Du skal være opmærksom på, at du ikke kan anvende ordningen til at indberette oplysninger om øvrige forhold, f.eks. overtrædelser af mindre væsentlige interne retningslinjer om sygefravær, rygning, alkohol, påklædning, brug af kontorartikler mv. og oplysninger om mindre grove personalerelaterede konflikter på arbejdspladsen, som ikke er omfattet af ordningen. Sådanne oplysninger skal som udgangspunkt håndteres via nærmeste leder, HR eller din tillidsrepræsentant.

Beskyttelse af dig som whistleblower

Indberetning

Du kan kun foretage en indberetning om oplysninger, som du er kommet i besiddelse af som led i din ansættelse hos Randers Kommune eller som samarbejdspartner, herunder hvis du er ansat hos en samarbejdspartner.

Når du indsender din indberetning, er det Randers Kommunes whistleblowerenhed, som behandler din indberetning. Medlemmerne af whistleblowerenheden har tavshedspligt med hensyn til oplysninger, der indgår i indberetningen.

Du kan foretage din indberetning anonymt og undlade at angive kontaktoplysninger. (Vi skal imidlertid gøre dig opmærksom på, at der vil kunne forekomme helt særlige tilfælde, hvor f.eks. politiet vil forsøge at indhente oplysninger om en person, der har indgivet en indberetning anonymt, for at afværge forbrydelser, der kan indebære fare for statens sikkerhed eller menneskers liv eller helbred, jf. retsplejelovens bestemmelser).