Sådan foregår afstemningen på valgdagen

Her kan du læse, hvordan afstemningen foregår på afstemningsstederne på valgdagen.

For at stemme skal du tage dit valgkort med til dit afstemningssted. Det fremgår af dit valgkort, hvilket afstemningssted du skal stemme ved. Valgstederne er åbne fra kl. 09.00-20.00 til Europa-Parlamentsvalget.

Læs mere om valgkortet, og hvad du skal gøre, hvis du mangler det.

Se alle afstemningssteder.

Sådan stemmer du på afstemningsstedet

På afstemningsstedet skal du give dit valgkort til en valglistefører ved et af valgbordene. Det er valgfrit hvilket valgbord, du går til – også selvom der står påtrykt et valgbordsnummer på dit valgkort.

Ved valgbordet bliver det tjekket, at du har stemmeret og ikke allerede har stemt. I den forbindelse oplyser du din fødselsdag, så valglisteføreren er sikker på, at du er dig. Derefter får du din stemmeseddel og kan gå ind i stemmeboksen og sætte dit kryds.

Når du har sat dit kryds, lægger du stemmesedlen i den lukkede kasse (valgurne), som står ved stemmeboksen.

Når afstemningsstederne er blevet lukket, tælles alle stemmerne op.

Hvis du har brug for hjælp til at stemme

Har du et handicap, eller har du af andre årsager brug for hjælp for at kunne stemme med på afstemningsstedet, kan du læse mere om mulighederne herunder.