Omplacering
Du kan hjælpe en medarbejder med at beholde sit arbejde ved at omplacere personen til andre opgaver. Omplaceringen kan være midlertidig eller permanent.
En midlertidig omplacering kommer typisk på tale efter et sygdomsforløb, hvor medarbejderen i en periode ikke kan løse sine normale opgaver. Her kan personen blive midlertidigt omplaceret til andre opgaver. Det kan for eksempel være aktuelt i forbindelse med en delvis raskmelding.
Permanent omplacering og omskoling
En permanent omplacering kan for eksempel blive brugt, hvis en medarbejder på grund af nedsat arbejdsevne ikke længere har mulighed for at udføre de opgaver, et konkret arbejde kræver.
Hvis de nye opgaver er meget forskellige fra dem, medarbejderen tidligere har løst, kan der desuden være behov for at medarbejderen bliver omskolet. Under uddannelsesforløbet kan du have mulighed for at gøre brug af jobrotation.