I forbindelse med opførelse af ny bebyggelse, tilbygninger, ombygning og ændret anvendelser vedrørende etageboliger eller sammenbyggede enfamiliehuse skal der etableres tilstrækkelig opbevaringsplads til beboerne.
Randers Kommune vil med nærværende skriv, ligge nogle retningslinjer, som du som ansøger kan bruge i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse.
Der gøres opmærksom på, at en eventuel gældende lokalplan, servitutter m.m. kan fastsætte andre krav til opbevaringsplads.
Ny bebyggelse
Ifølge bygningsreglementet BR18 kapitel 9 § 212 er det et krav ved nye etageboliger og sammenbyggede enfamiliehuse, at du etablerer tilstrækkelig og aflukket plads til at opbevare de større brugsgenstande som f.eks. cykler, barnevogne, rollatorer og lign. i tilknytning til boligen. Der er typisk tale om de større brugsgenstande, som kan udgøre en brandrisiko eller flugtvejsspærring, hvis det eksempelvis opbevares i en opgang.
Det er ikke at krav, at der også skal være særskilt, individuel opbevaringsplads til mindre brugsgenstande, dette vil dog ofte være en funktionel kvalitet for bebyggelsen.
Ifølge BR18 kapitel 9 § 213 skal der endvidere være faciliteter til vask og tørring af tøj, disse skal etableres under hensyn til indeklimaet. Et fælles tørrerum kan derfor være hensigtsmæssig, hvis en bolig ikke har egen altan eller terrasse.
Størrelse og placering
Opbevaringspladsen skal have plads til store genstande som cykler og barnevogne og samtidig have den fornødne manøvreplads.
Opbevaringspladsen kan f.eks. indrettes i kælderlokaler, i selvstændige bygninger eller som areal på terræn, afhængig af det konkrete behov og tilpasning til grunden.
Arealet skal være aflukket for at beskytte mod hærværk og tyveri.
Det vil være hensigtsmæssigt at etablere overdækning til cykler, barnevogne mv. enten i selvstændig bebyggelse eller som en integreret del af byggeriet.
Opbevaringspladsen bør indrettes med gode adgangsforhold og god belysning.
Minimumsstørrelser
Etageboligbyggerier under 1000 m²: 6 m² pr. lejlighed
Etageboligbyggerier over 1000 m²: 6 m² pr. lejlighed
Derudover 6 m² yderligere pr. 1000 m² bruttoetageareal for at sikre parkeringsmulighed for pladskrævende specialcykler.
Kollegier: 2,5 m² pr. boligenhed
Sammenbyggede enfamiliehuse (rækkehuse): 6 m² pr. bolig