Faunaundersøgelse

Randers Kommune har i foråret 2024 igangsat en faunaundersøgelse i Alling Å.

De første resultater af fauna undersøgelse af Alling Å og dens tilløb foreligger nu. Det er resultaterne for smådyrslivet som afrapporteres nu. Resultaterne for signalkrebs forventes at ligge i juli 2024 og fisk forventes at ville foreligge i september 2024. Forvaltningen forventer at præsentere Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune for de samlede resultater af faunaundersøgelsen, når den foreligger ultimo september 2024.

Hovedkonklusionen fra den første del af undersøgelsen er. at smådyrslivet i Alling Å nedenfor Nordic Waste er i en god økologisk tilstand. Der findes således ikke dokumentation for, at Nordic Waste ulykken har påvirket Smådyrslivet, det kan dog hellere ikke fuldstændig afvises.

I Alling Å er der foretaget undersøgelser fra 3 stationer opstrøms Nordic Waste og fra 4 stationer nedstrøms Nordic Waste. Der er desuden foretaget undersøgelser i 4 tilløb til Alling Å. Undersøgelserne er baseret på måling af DVFI-værdien, som angiver i hvilket omfang smådyrene i vandløbet er påvirket negativt.

DVFI står for Dansk Vandløbsfaunaindeks (DVFI). DVFI omfatter jf. vejledning om Biologisk bedømmelse af vandløbskvalitet en standardiseret prøvetagning, sortering og bearbejdning af indsamlede prøver samt fastsættelse af faunaklasse ud fra faunasammensætningen i den udsorterede prøve. Faunaklassen er en indeksværdi for vandløbets biologiske tilstand (vandløbskvaliteten). Den højeste DVFI-værdi er 7 og jo højere værdi jo bedre økologisk tilstand.

På stationen nedstrøms Nordic Waste findes DVFI-værdier tilbage fra 1998 og frem til i dag. Disse data viser, at DVFI i slut 1990’er og start 00’erne lå på 3-4, mens den fra 2018 og frem til 2022 lå på 5 eller 6. Ved den seneste statslige måling fra 2023 er DVFI-værdi på 4. I den netop gennemførte undersøgelse er DFVI målt til 5. EN DVFI-værdi på 5 svarer til en god økologisk tilstand. Med en værdi på 5, er der således en belastning af smådyrene på stationen nærmest Nordic Waste dog mindre end der historisk set har været.

Årsagen til den belastning kan skyldes flere forskellige forhold og er således en kombination af flere faktorer.

  1. Udledning af regnvand (renset og forsinket i bassin) fra motorvejen
  2. Udledning af husspildevand og regnvand fra enkelte ejendomme ved Trustrup.
  3. Udledning af urenset og uforsinket regnvand fra Ølst By til Alling Å.

I rapporten konkluderes det også, at det ikke kan udelukkes, at den konkrete hændelse i julen 2023, hvor der i en kort periode skete tilførsel af miljøfremmede stoffer til Alling Å fra jordskredet ved Nordic Waste, kan være en medvirkende faktor/forklaring på den fundne værdi på 5.

Der sker løbende genindvandring af vandløbsfauna til Alling Å fra de vandløbstilløb, hvor der er målt en større rigdom i artssammensætningen end i selve Alling Å.

Processen forud for undersøgelsen

Formålet med undersøgelsen af Alling Å, er at undersøge om der er sket en påvirkning af smådyr i vandløbet, fra hændelsen ved Nordic Waste i julen 2023, hvor der skete en kortvarige sammenblanding af jord og overfladevand fra Nordic Waste med vand fra Alling Å. Mange smådyr i vandløb har livscyklusser der forløber over flere år, og en påvirkning der er sket for et stykke tid siden vil derfor afspejles i smådyrene og dermed i miljøtilstanden i Alling Å.

Undersøgelsen bliver foretaget i samarbejde med Envidan.

Der oprettes prøvetagningsstationer op- og nedstrøms Nordic Waste. Samtidigt tilrettelægges prøvetagningen så tilløb til Alling Å også undersøges. Dermed opnås et billede af potentialet for en evt. re-kolonisering af Alling Å fra disse tilløb, hvis undersøgelserne viser, at hændelsen ved Nordic Waste i julen 2023 har påvirket miljøtilstanden. I tilrettelæggelse af prøvetagningen for smådyr, tages også hensyn til eksisterende data fra eksisterende stationer, herunder særligt Miljøstyrelsens overvågningsstationer.

Undersøgelser af fisk i vandløb gennemføres jf. den tekniske anvisning i sensommeren – det tidlige efterår. Planlægning af konkrete undersøgelser ift. fisk afventer derfor til et senere tidspunkt. Endvidere planlægges undersøgelse af signalkrebs.