Spildevand fra virksomhed
Skal du have tilsluttet dit spildevand til en offentlig kloak? Læs her, hvordan du skal søge om tilslutningstilladelse.
Spildevand kan opdeles i følgende overordnede typer:
- Processpildevand - kommer fra virksomhedens produktion og drift.
- Sanitært spildevand - kommer fra toilet, bad og køkken.
- Overfladevand - kommer fra regnafstrømning fra tagflader og befæstede arealer.
Hvis du har en virksomhed med processpildevand, så kræver det en tilladelse at aflede til kloak.
Hvem skal søge om tilslutningstilladelse?
Det er virksomhedens ansvar at søge om tilslutningstilladelse hos Randers Kommune. En byggetilladelse giver ikke automatisk en tilslutningstilladelse eller omvendt. Eventuelle øvrige tilladelser skal søges separat hos de respektive myndigheder (byggemyndighed, beredskabsmyndighed, Arbejdstilsyn m.v.). Tilslutningstilladelsen gives til virksomheden, som er ansvarlig for, at vilkårene i tilladelsen overholdes.
Hvornår skal der søges om tilslutningstilladelse?
I følgende situationer skal virksomheden kontakte Randers Kommune:
- Ved etablering af ny virksomhed
- Ved udvidelse af eller ændringer i produktionen, der medfører øgede mængder spildevand eller ændringer i spildevandets sammensætning.
- Hvis virksomheden udleder processpildevand, men ingen tilslutningstilladelse har.
Ved nye spildevandsafledninger eller ændringer af afledningen skal tilslutningstilladelsen være meddelt inden spildevandet tilledes kloaksystemet. Det er en god idé at kontakte Randers Kommune i forbindelse med projektering eller overvejelser om ændringer.
Hvordan søger jeg om tilslutningstilladelse?
Der skal ansøges om tilslutningstilladelse igennem Byg og Miljø.
Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:
- Tegninger over kloakledninger (kloakplan).
- Beskrivelse af spildevandet og processen hvorved det fremkommer - evt. flow- og procesdiagram.
- Hvilke stoffer der forventes at være i spildevandet - evt. produktdatablade.
- Beskrivelse og dimensionering af renseforanstaltninger - f.eks. olieudskiller, fedtfang, sandfang eller fældning.
- Årligt vandforbrug.
- Årlig afledning af spildevand fordelt på typer (processpildevand, sanitært spildevand osv.).
- Variationer i spildevandsafledningen over døgn, uge, måned eller år.
På baggrund af de indsendte oplysninger udarbejder Randers Kommune en tilslutningstilladelse, hvor der ud fra en konkret vurdering stilles vilkår for etablering, drift, vedligeholdelse, dokumentation m.m.
Føres der tilsyn og kontrol?
Randers Kommune er tilsynsmyndighed, hvilket betyder, at vi skal kontrollere om tilslutningstilladelsens vilkår overholdes. For at sikre miljøet kan vi forlange, at der skal udtages spildevandsprøver til kemisk analyse. Spildevandets sammensætning er afgørende for, hvilke stoffer der skal analyseres for, samt hvor mange prøver der skal udtages årligt. Virksomheden har ansvaret for at dokumentere, at vilkårene i tilslutningstilladelsen overholdes. Derfor skal virksomheden betale for eventuelle udgifter i forbindelse med spildevandskontrollen.
Hvordan får jeg tømt min olie- og benzinudskiller?
Randers Kommune har udarbejdet et regulativ for tømning af olie- og benzinudskiller. Enhver grundejer eller virksomhed i Randers Kommune, som har etableret olie- og benzinudskiller på sin ejendom, er omfattet af regulativet. Alt affald fra olie- og benzinudskillere med tilhørende sandfang er omfattet af dette regulativ.
Se regulativ for kontrol og tømning af olie- og benzinudskillere.
Hvis du vil tilmeldes tømningsordningen eller du har spørgsmål, så send en mail til industrimiljo@randers.dk.