Faunaundersøgelse og seneste prøveresultater
Faunaundersøgelse i Alling Å
Faunaundersøgelse i Alling Å bliver sat i gang i det tidlige forår, som anvisningerne for denne type undersøgelser foreskriver. Formålet med undersøgelsen er at se om der er sket en påvirkning af smådyr i vandløbet på grund af hændelsen ved Nordic Waste i julen 2023, hvor der skete en kortvarig sammenblanding af jord og overfladevand fra Nordic Waste med vand fra Alling Å. Mange smådyr i vandløb har livscyklusser, der forløber over flere år, og en påvirkning der er sket for et stykke tid siden kan derfor også ses i smådyrene. Der vil blive lavet prøvetagningsstationer både op- og nedstrøms Nordic Waste. Der bliver også lavet undersøgelser af fisk i vandløbet. Det sker i det tidlige efterår, som anvisningerne siger. Der planlægges også en undersøgelse af signalkrebs. Faunaundersøgelsen sker i tæt samarbejde med Miljøstyrelsen. Formidlingen af undersøgelsen sker via kommunens hjemmeside.
Seneste prøveresultater
De seneste prøveresultater af vandprøver fra Alling Å er nu analyseret og klar. De er fra 15. januar 2024. Resultatet lægges på kommunens hjemmeside. Det er godt nyt, for den samlede konklusion er, at resultaterne fra den 15. januar 2024 fortsat viser, at der ingen forhøjede koncentrationer er af tungmetaller i Alling Å, når man sammenligner vandet opstrøms og nedstrøms Nordic Waste. Det indikerer at påvirkningen fra den kortvarige udledning af materiale til Alling Å fra den 20. december 2023 er yderligere aftaget. Det viser også fortsat, at løsningen med at pumpe å-vandet rundt om skadestedet virker.
Jordprøverne for uge 5 viser at antallet af prøver med forhøjet olieindhold er lavere end de tidligere uger, mens antallet af jordprøver med forhøjet indhold af nikkel og barium er steget. Men der er ikke entydigt noget der indikerer, at indholdet af miljøfremmede stoffer i jorden ligger ud over det, der er tilladt indenfor virksomhedens miljøgodkendelse. Det forhøjede indhold af barium har forvaltningen ikke en entydig forklaring på, men jfr. en ældre rapport fra 1992 fra Aarhus Amt er forekomsten af barium i den type ler, der findes ved Ølst, naturligt høj. Fra den 30. januar 2024 er der foretaget PFAS-analyser af den jord, der er kørt til karteringspladsen, og der er udtaget 6 stikprøver af allerede anvist jord, da det skulle afklares, hvorvidt jorden indeholder PFAS over jordkvalitetskriteriet. Prøveresultaterne for PFAS er, at der er analyseret 135 jordprøver og PFAS22 ligger 23-800 gange under jordkvalitetskriterierne. Resultaterne lægges på kommunens hjemmeside. Der er nu i alt foretaget 2000 jordprøver.
Prøver af overfladevand
Der er taget prøver 8. januar for PFAS. Prøven blev taget fra overfladebassin på Gl. Aarhusvej. Prøve 1. februar fra bassin ved Nordic Waste nordsiden testes for pfas.
Der er for nuværende kun prøver analyseret fra 8. januar, men der tages løbende prøver af Vandmiljø Randers og på stedet. I disse prøver er PH-værdien som følge af kontakt med microfiller på skadestedet mellem 8,2 og 12,6.
Der sættes nu gang i vandprøver fra de forskellige bassiner. Her forventes store forskelle på forureningsgraden. Her testes også for PFAS.