Prøvegravning i gang ved Nordic Waste jordskred
Randers Kommune har iværksat afgravningsforsøg ved jordskredet udenfor Nordic Waste for at vurdere, om jorden som skred ud på vejen, kan føres tilbage til Nordic Wastes område. Målet er at genetablere Alling Å og senere Gl. Århusvej.
Efter rådgivning fra eksperter fra både COWI og GEUS er Randers Kommune gået i gang med prøvegravning i jordskredet ved Nordic Waste. Det er første skridt i processen med at fjerne den jord, som ligger forrest i skredet og løber ud over Gl. Århusvej. Og formålet med at prøvegrave er at tage et skridt hen mod at kunne genetablere Alling Å og senere Gl. Århusvej. Forventningen er, at afgravningen vil have en minimal effekt på jordskredet.
"Det her er godt nyt. Prøvegravningen markerer et vigtigt skridt i vores arbejde med at afværge konsekvenserne af jordskredet ved Nordic Waste. Det er vigtigt, at indsatsen ikke medfører nye og yderligere jordskred, derfor har vi rådført os grundigt inden, vi gik i gang og vi gør undervejs alt, hvad vi kan for at sikre stabilitet i området, ligesom vi nøje overvåger skredet," siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.
Afgravningsforsøget er sat i gang for få dage siden. Der graves langs Gl. Århusvej for at komme igennem fra syd til nord. Det drejer sig om en strækning på ca. 70-150 meter med en bredde på ca. 8 meter langs vejen. Den bortgravede jord vil midlertidigt blive placeret på Nordic Wastes arealer, den præcise placering er udvalgt efter geotekniske undersøgelser.
"Vi placerer jorden på området, så vi bevarer vores agilitet i arbejdet. På den måde kan vi hurtigt og effektivt flytte jorden tilbage foran skredet, hvis det mod forventning skulle ske, at jorden i skredet bevæger sig," siger Jesper Kaas Schmidt.
Der graves med en gravemaskine, 3 dumpere og 1 indbygningsmaskine og lige nu er forventningen, at der er gravet fra syd til i løbet af uge 17.
15 bøjer måler eventuelle bevægelser
For at sikre sikkerheden under prøvegravningen vil der blive indlagt pauser hver 4. time, hvor det geotekniske tilsyn vurderer risikoen for større skred. Randers Kommune har også placeret 15 bøjer rundt omkring i området, der har til formål at måle eventuelle bevægelser.
Derudover vil der løbende blive udført overvågning af området med droner og geoteknisk tilsyn både under og efter afgravningsforsøget for at sikre, at jordskredet forbliver stabilt.
Interesserede medier kan følge en del af prøvegravningen i begyndelsen af uge 17. Prøvegravningen er afhængig af vejret.