Museer

I Randers er der gode muligheder for at opleve kunst af høj kvalitet. Læs mere om byens to vidt forskellige kunstmuseer.

Randers Kunstmuseum

Museet har en at landets bredeste samlinger med dansk billedkunst. Alle, der har den mindste interesse for kunst, må ikke snyde sig selv for et besøg på dette unikke museum.

Randers Kunstmuseum har en samling på omkring 4.000 værker. I samlingen finder du alt fra den klassiske kunst i guldrammer til den moderne og mere provokerende kunst. Museet har til huse på anden sal i Kulturhuset på Stemannsgade. Huset, der årligt frekventeres af mere end 600.000 besøgende, rummer også Museum Østjylland og Randers Bibliotek.

Kunstmuseets samling er så unik, at selv store internationale museer som Louvre i Paris og Royal Academy of Art i London har lånt værker i Randers. Randers Kunstmuseum udstiller fast omkring 200 værker fra samlingen, derudover afholder museet 3-4 særudstillinger om året.

Randers Kunstmuseum blev etableret i 1887 af byens kunstforening, og den daværende bestyrelse begyndte straks at indkøbe kunstværker. Dermed blev grundlaget lagt til museets helt unikke samling med værker af danske billedkunstnere fra 1800-tallet til i dag. Mange af værkerne i samlingen har fået prædikatet; Enestående National Betydning. Her i blandt værket "Sommerdag ved Roskilde Fjord" af kunstmaleren L.A. Ring. Et værk, der sågar også er optaget i den danske Kulturkanon.

I den moderne ende af samlingen finder man for eksempel Tróndur Paturssons "Kosmisk Rum", hvor museumsgæsten selv bliver en del af værket. Derudover udstiller Randers Kunstmuseum både en havfrue og en italiensk kunstnerlort på dåse.

GAIA Museum

GAIA er et specialmuseum for outsiderkunst. Outsiderkunsten er karakteriseret ved, at blive skabt af mennesker på kanten af en social normalitet. Det er samtidig en meget spontan form for kunst, der udtrykker kunstneres følelser, tanker eller oplevelse i nuet. Outsiderkunst udstilles på meget få museer rundt om i verden.

GAIA Museum har en fast kunstsamling, der rummer mere end 400 værker af danske og internationalt anerkendte outsiderkunstnere. Derudover afholder GAIA en række særudstillinger og events i løbet af året.

Outsiderkunsten dækker flere genre og har mange forskellige kreative greb. Det kan eksempelvis være akvarel- eller akrylmaling. Materialet kan endda også være genbrug.

På GAIA findes en unik museumsbutik, et salgsgalleri, et indramningsværksted, en medieafdeling, kreative værksteder, Café GAIA Papaya samt GAIA Akademi – en producerende kunstskole og uddannelsessted for mennesker med særlige behov.

GAIA er også sekretariat for den europæiske forening for outsiderkunst EOA samt initiativtagere til og projektledere på flere EU-støttede projekter med kunstfagligt og pædagogisk indhold.