Storkeengen - klimatilpasning med merværdi
Storkeengen i Randers tilpasser Vorup til fremtidige skybrud og stormflod. Projektet giver nye naturoplevelser helt tæt på Randers by.
Del af klimabåndet
Randers Kommune og Vandmiljø Randers er gået sammen i et ambitiøst projekt, der skal tilpasse det nordlige Vorup til fremtidens større regnmængder, stormflod og højere vandstand i Gudenåen og fjorden. Samtidig skal projektet give områdets beboere og andre randrusianere adgang til at opleve naturen på helt nye måder. Projektet udspringer af det store projekt Byen til Vandet.
Randers by og natur er udfordret af klimaforandringer. Dele af Randers ligger lavt i forhold til Gudenåen og fjorden, og derfor er der brug for klimatilpasningstiltag, der kan forberede byen til fremtidige klimaforandringer. Bydelen Vorup har i mange år været udfordret af oversvømmelser ved ekstrem regn og stigende vandstand i Gudenåen.
Naturområdet, Storkeengen, vil med klimatilpasningsprojektet tilpasse området mod skybrud og vandstandsstigninger og tilføre Randers øget adgang til naturen og vandet i Gudenå-deltaet.
Storkeengens ca. 43 ha store projektområde bliver det første realiserede projekt på den 8,8 km lange strækning langs fjorden og Gudenåen der skal klimatilpasses som en del af kommunens projekt, Klimabåndet.
Storkeengen er dimensioneret til at håndtere regnmængder, der som minimum svarer til en 100-årshændelse i 2100. En 100-årshændelse er ifølge vores nuværende klimascenarie, at der falder 72 mm regn på fire timer, hvilket statistisk sker hvert 100. år. En 100-årshændelse i 2100 vil betyde, at der falder 100 mm ren på fire timer.
Kombinerer naturformidling og rekreative aktiviteter
Med synlige spildevandstekniske klimaløsninger kombinerer projektet naturformidling med rekreative aktiviteter. Det giver nye naturoplevelser helt tæt på Randers by.
Ved hjælp af nye skybrudsveje gennem Vorup ledes regnvand fra tage, parkeringspladser og veje i Vorup til Storkeengen. Vandet renses i rensebassiner, inden det ledes videre ud i Gudenåen. Rensebassin beskyttes af et nyt dige mellem Storkeengen og Gudenåen, som også beskytter de lavtliggende områder i Vorup mod stormflod. Samtidig skaber det nye stiforbindelser mellem Randers midtby og naturområderne. Ved skybrud vil engarealet blive oversvømmet.
Storkeengen er et klimaprojekt på naturens betingelser. Man kan opleve græssende dyr og den rige natur helt tæt på via de nye stiforbindelser. Det er med til at øge naturoplevelserne og sætte fokus på, hvordan bynatur og byliv forenes.
Skybrudsveje leder vandet
Med projekt Storkeengen er det planen, at regnvandet fra tage, parkeringspladser og andre overflader fra de højest liggende dele af Vorup skal ledes ned til Storkeengen. Ved almindeligt regnvejr skal vandet løbe i ledninger under jorden, men når det regner voldsomt, tages særlige skybrudsveje til hjælp. De sikrer nemlig, at vandmasserne ender i Storkeengen i stedet for i beboernes haver eller boliger.
Skybrudsvejene anlægges med udgangspunkt i de veje, der allerede findes i Vorup. Vejenes forløb ændres som udgangspunkt ikke, derimod går vi ind og arbejder med vejenes profil og afgrænsninger i form af kantsten osv.