Lokalplaners retsvirkning

Her kan du læse om de juridiske konsekvenser af lokalplanforslag, vedtagne lokalplaner og kommuneplantillæg

Lokalplanforslag/midlertidige retsvirkninger

Når der er offentliggjort et lokalplanforslag, er ejendomme inden for lokalplanområdet underlagt et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelse efter planlovens § 17.

Det midlertidige forbud gælder i højst et år fra offentliggørelsen af lokalplanforslaget og bortfalder, når den endelige lokalplan er offentliggjort.

Når fristen for indsigelser og ændringsforslag er udløbet kan der efter planlovens § 17, stk. 2, opnås tilladelse til at udnytte en ejendom i overensstemmelse med lokalplanen, selvom planen ikke er endeligt godkendt. Dette forudsætter dog, at udnyttelsen er i overensstemmelse med kommuneplanen, og at det ansøgte ikke i sig selv er lokalplanpligtigt. Det forudsætter desuden, at der ikke er nedlagt veto efter planlovens § 29, 29 a, 29 b eller 29 c imod planforslaget.

Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendomme i området kan fortsætte.

Et planforslag bortfalder, hvis det ikke er endeligt vedtaget inden tre år fra offentliggørelsen, jf. planlovens § 32.

Vedtaget lokalplan/endelige retsvirkninger

Efter den endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må ejendommene ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

Den eksisterende lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv pligt til at udføre de anlæg, der er indeholdt i planen.

Byrådet kan give dispensation fra lokalplanen, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved udarbejdelse af en ny lokalplan.

Når en eventuel dispensation berører ejere, brugere og naboer i det pågældende område, foreninger og andre, der efter byrådets vurdering kan have interesse i sagen, skal disse orienteres om den påtænkte dispensation med mindst 14 dages frist til at fremkomme med bemærkninger. Først efter udløbet af denne frist kan byrådet meddele dispensation, jf. planlovens § 20.

Ifølge planlovens § 47 kan Byrådet ekspropriere private ejendomme eller rettigheder over ejendomme, når ekspropriationen er af væsentlig betydning for virkeliggørelse af lokalplanen.

Private byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er i strid med planen, fortrænges automatisk efter § 18 i planloven.

Vedtaget kommuneplantillæg/endelige retsvirkninger

Når et kommuneplantillæg er offentliggjort kan byrådet indenfor byzoner modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Dette gælder dog ikke, hvis området er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, jf. planlovens § 12, stk. 2.

Inden for byzoner og sommerhusområder kan byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen, er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.